BREAKING: Påsken udsættes til sommerferien

Dette kunne være noget som kun foregår den 1. april. Foto: Shutterstock

Det var et enigt Folketing, der her til formiddag kunne melde ud, at påskeferien udsættes til sommerferien.

Beslutningen kommer efter et enormt pres fra befolkningen, der ikke kan klare mere ferie. Det har de forskellige partier på Christiansborg lyttet til, og de reagerer prompte.

"Det er klart, at vi selvfølgelig står klar med en løsning på problemet, når befolkningen råber op," forklarer kultur- og kirkeminister Joy Mogensen. "Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at påskeferien ikke rykkes yderligere. Alternativet foreslog f.eks. at lægge påsken til jul."

Indtil videre er det dog planen, at påsken skal afvikles omkring Grundlovsdag. 

Historiker: Uhørt flytning er historieløs

Den verdenskendte historiker og harpespiller Anders Peter Rilsnar er fortørnet: "Påsken har ligget fast i mange år, det er historieløst at flytte den," fortæller historikeren, der netop har udgivet bogen 'Mit liv med Harald Blåtand'. "Sidste gang påsken blev flyttet var år 127 før Kristi fødsel. Dengang tabte Kejser Eno af Dødehavet en kasserolle med smeltet ost ned over sine fødder, så han ikke kunne danse limbo. Det kan man i det mindste kalde en god undskyldning," tordner Anders Peter mod regeringens beslutning. 

Historikerens kritik preller dog af på kultur- og kirkeministeren. "Vi træffer beslutningen for at sikre vores påskefrokost. Det kan der ikke laves om på."

Danske nationalskjald jubler

Den danske nationalskjald Mazda Langer, der står bag hits som 'Fact-Fiction' kan ikke holde begejstringen inde. "Jeg har netop færdiggjort en ny julesang, som jeg forventer mig meget af," fortæller Mazda, der straks bryder ud i sang. "Nu det påsk' igen, og nu det påsk' igen og påsken varer lige til julen." 

"Det bliver et stort hit," smiler den populære sanger.

Om påsken udsættes til jul er stadig uvist.

 

Top partnere


Modtag uforpligtende lånetilbud fra 8 banker på Samlino.dk helt gratis. Prøv i dag på Samlino.dk/laan

Dagens Gossip