Tusindvis af danskere mister tv-kanaler

Skrevet af Christian Granhøj Skouboe

03/03/2020
Mange danskere skal vænne sig til nye kanaler på deres fjernsyn. Foto: Shutterstock
Mange danskere skal vænne sig til nye kanaler på deres fjernsyn. Foto: Shutterstock
Forhandlingerne mellem Telia og Discovery networks er brudt sammen, og det kan få konsekvenser for flere danskeres tv-kanaler,

Dagens topnyheder

 

Er du en af de 21.000 kunder i Danmark der har et Telia TV-abonnement er det nu slut med at se Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og Canal 9, fortæller Telia i en pressemeddelelse. 

Tirsdag har alle Telias kunder nemlig mistet deres Discovery kanaler, efter et sammenbrud i forhandlingerne mellem Telia og Discovery networks. 

Må nøjes med Cmore

Det kommer til at gå forskelligt ud over kunderne afhængigt af hvilken tv-pakke man har. 

Er man indehaver af af Telias 4ONE-pakken, kommer TV2 Zulu til at erstatte Kanal 5.

Har man derimod den mellemste tv-pakke 4MORE kommer kanalerne CMore Stars, CMore First, CMore Hits, CMore Series og SF-kanalen til at erstatte Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, Eurosport 1 og Discovery channel.

Den store TV-Pakke 4ALL vil miste både Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, Eurosport 1+2, Discovery Channel, Discovery ID, Discovery Science, Animal Planet og TLC. De vil blive erstattet af de samme kanaler som mellempakken. 

Kan ikke nå til enighed

Det er altså ikke lykkedes Telia og Discovery Networks at nå til enigheden inden kontraktens udløb 2. marts, men Director of Commercial Management i Telia, Sine Smith Jensen virker alligevel tilfreds med den nye aftale: 

“Vi er glade for at kunne introducere en række nye, populære kanaler til vores tv-kunder, nu hvor vi ikke har kunnet nå til enighed med Discovery Networks om en aftale for de kommende år.” 

Hun påpeger dog, at det ikke kan udelukkes at tv-kanalerne kommer tilbage igen: 

“Vi kan dog ikke udelukke, at vi på et senere tidspunkt vil genintroducere nogle af kanalerne fra Discovery Networks. Det danske tv-marked er i konstant udvikling, og vi vurderer derfor løbende, hvordan vi sikrer et attraktivt prissat tv-produkt med relevant underholdning og gode oplevelser til vores kunder.” siger Sine Smith Jensen

Yousee står stadig uden løsning

Tidligere på året oplevede Yousee kunder det samme. Discovery Networks Danmark brød dengang samarbejdet med Yousee, hvilket påvirkede 1,2 millioner kunder, der alle mistede en række kanaler. Yousee har dog endnu ikke fundet en løsning til at erstatte kanalerne.