Fredag startede med frostgrader i Midtjylland, hvor temperaturen i nat nåede helt ned på -1,7 grader. Men solen får langsomt varmet landet op, og i dag når vi temperaturer på mellem 8 og 13 grader.
Det skriver DMI.
Til gengæld skal vi ikke regne med tørvejr. Tværtimod venter der talrige byger – og de kan blive ganske heftige. Især fra eftermiddagen kan vi forvente kraftige byger med hagl, torden og kraftige vindstød, især i Nordjylland, Djursland, Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Flere byger kan nå intensitet som skybrud, men da de bevæger sig hurtigt, ventes mængderne ikke at blive ekstreme.
Der vil dog også være huller i skydækket, så solen kan titte frem i perioder – særligt mellem bygerne.
Lørdag lysner i løbet af dagen
Lørdagen starter lidt som fredagen slutter – med byger spredt over landet. Men i takt med at vinden aftager og drejer til syd og sydvest, vil vejret klarer op, og vi kan forvente tørvejr og lidt solskin sidst på dagen mange steder i landet.
Søndag kommer regnen
Søndag er den mest grå af weekendens dage. Et større regnvejr bevæger sig ind vestfra og rammer Vestjylland i løbet af natten. Regnen breder sig i løbet af dagen østpå og når Sjælland om eftermiddagen og Bornholm først på aftenen.
Alt i alt en weekend, hvor vejret skifter hurtigt, og det er en rigtig god idé at tjekke radaren, før man pakker picnickurven eller hopper i cykelskoene.