Ekspert: Omikron kan være 'enden på Covid-19'

Skrevet af Nicolai Busekist

05/12/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Fremkomsten af den nye Omikron-variant har skabt kuldegysninger verden over, men eksperter mener, at der er grund til optimisme.

Dagens topnyheder

Sundhedseksperter i Sydafrika, hvor Omikron-varianten først blev identificeret, har udtrykt håb for, at en stor stigning i antal infektioner ikke vil resultere i en tilsvarende stigning i antal hospitalsindlæggelser og dødsfald.

En sundhedsekspert fra Sydafrika mener endda, at Omikron-varianten kan vise sig at være 'enden på Covid-19'. Det skriver News.com.au.

Regeringer verden over har allerede reageret med restriktioner og retningslinjer i kølvandet på fremkomsten af Omikron.

I flere lande er der blevet indført grænserestriktioner, mens de venter på at se, om variantens store antal mutationer gør den farligere end andre Covid-varianter. 

Der er bekymring for, at den kan vise sig at være enten mere dødelig, mere smitsom eller i bedre stand til at modstå vacciner. 

Der tegner sig et tydeligt billede af, at verden er bekymret. Men det er dog muligt, at der ikke er grund til at være helt så bekymret, lyder det fra eksperter.

Dr. Richard Friedland er administrerende direktør for Netcare Group, der driver Sydafrikas største private sundhedsnetværk. Det omfatter blandt andet mere end 50 hospitaler.

Sydafrika er i midten af deres fjerde Covid-bølge. I de tre foregåender bølger blev store stigninger i smittetallene efterfulgt af tilsvarende stigninger i antallet af hospitalsindlæggelser hos Netcare Group.

Ifølge Dr. Friedland ser det ikke ud til at være tilfældet denne gang. Faktisk går han så vidt at sige, at det kan være et tegn på, at vi er ved at nå 'enden af Covid-19'.

"Hvis vi i den anden og tredje bølge havde set disse niveauer af positive tests, ville vi have set betydeligt flere hospitalsindlæggelser, og det ser vi ikke," sagde han ifølge Bloomberg News.

"Så jeg tror faktisk, at der er et lyspunkt her, og at det kan signalere enden på Covid-19, hvor den dæmper sig selv i en sådan grad, at den er meget smitsom, men ikke forårsager alvorlig sygdom. Det er, hvad der skete med den spanske syge."

Den spanske syge hærgede fra 1918 til 1920, og anslås at have kostet mere end 50 millioner mennesker livet. I 1920 udviklede den sig til en betydeligt mindre dødelig form, der stort set kun forårsagede almindelig influenza.

"Vi ser gennembrudsinfektioner hos folk, der er blevet vaccineret, men de infektioner, vi ser, er meget milde til moderate," sagde Dr. Friedland.

"Så for sundhedspersonale, der har fået booster-vacciner, er den for det meste mild. Jeg synes, det hele er blevet så dårligt kommunikeret, og der er skabt så megen panik."

"Det er tidlige dage, men jeg er mindre panisk. Det virker anderledes for mig."

Dr. Friedland kom med lignende håbefulde udtalelser under et interview med den sydafrikanske radiostation '567AM' tidligere på ugen.

"Hvis vi kan få en variant, der overhaler Delta, som ikke forårsager alvorlig sygdom, tror jeg, vi har at gøre med en influenzalignende pandemi," sagde han.

"Dette er potentielt udviklingen af det, vi så med den spanske syge; at den til sidst ikke brændte sig selv ud, men den blev meget mindre virulent."

Dr. Friedland er ikke alene om sin optimisme. Immunolog Shabir Madhi, en ekspert fra South Africa's University of the Witwatersrand, sagde til Nature, at han forventer, at se 'en bølge af tilfælde' på grund af Omikron, men en 'uafhængighed af tilfælde i samfundet sammenlignet med indlæggelsesraten'.

Han sagde, at anekdotiske beviser hidtil indikerer, at de fleste Omikron-infektioner kun resulterer i milde symptomer.

"For mig at se, er det et positivt signal," sagde han ifølge News.com.au.

For nu er der dog mangel på solide data om Omikron-varianten. Forskere verden over kæmper for at komme med solide konklusioner vedrørende dens smitsomhed, sværhedsgrad og evne til at modstå vacciner.