Videnskaben har længe forsøgt at finde svar på, om enæggede tvillinger også vil minde om hinanden, hvis de vokser op hver for sig.
Det er et forsøg, som er svært at føre ud i livet, da man naturligvis ikke moralsk kan forsvare at skille tvillinger ad ved fødslen for at udføre sådan et eksperiment.
Nu er det dog blevet ført ud i livet alligevel, men mere ved et tilfælde end bevidst.
Det skriver Ladbible.
To enæggede tvillingesøstre blev nemlig født i Seoul i Sydkorea i 1974, og her blev de separeret som toårige, da den ene af dem forsvandt sporløst på et marked.
Datteren blev aldrig fundet trods en stor eftersøgning, og man gik derfor ud fra, at hun var død.
Det har dog senere vist sig, at hun af uforklarlige årsager blev bortadopteret til et amerikansk par.
Den bortadopterede søster voksede op i USA uvidende om sin koreanske familie, men i 2018 tog hun for sjov en DNA-test, som afslørede, at hun havde familie i Sydkorea.
Hun begyndte derfor at undersøge sagen, og i 2020 fandt hun ud af, at hun havde en tvillingesøster, en storesøster og en storebror i det asiatiske land.
Søsteren blev efter lidt tid genforenet med sin ukendte familie i Sydkorea, og der gik ikke længe, før de to tvillingesøstre tog del i et videnskabeligt eksperiment, som målte en masse forskellige værdier for at se, hvordan deres forskellige barndomme havde påvirket dem.
Forskere undersøgte blandt andet tvillingernes intelligens, mentale helbred og medicinske historie, og resultatet var fuldstændig uventet.
Det viste sig nemlig, at tvillingen, som voksede op i Sydkorea, havde en væsentlig højere IQ end tvillingen, som voksede op i USA.
Den koreanske tvilling fik faktisk hele 16 point mere i IQ-testen end den amerikanske.
Det kan man læse i den videnskabelige rapport om sagen, som er blevet offentliggjort i 'Personality and Individual Differences'.
Forskellen i de to søstres IQ kan skyldes opvæksten i forskellige kulturer og samfund, men det er ikke bevist, at det er årsagen.
Den amerikanske søster har nemlig - i modsætning til den koreanske - også været udsat for hele tre hjernerystelser gennem sin barndom, hvilket kan have påvirket hendes kognitive intelligens.
Den amerikanske søster har desuden oplevet at miste sin familie og få en plejefamilie, og at hendes plejeforældre blev skilt. Alt sammen ting, som kan have haft indflydelse på hendes IQ, og som den koreanske søster, der voksede op i et trygt hjem, ikke har været udsat for.
Søstrene havde dog samme score for mental sunhed og selvtillid, og det var faktisk kun deres IQ, som var forskellig.
I journalen står der, at søstrene er bemærkelsesværdigt ens på alle punkter udover IQ trods deres meget forskellige opvækst, og at det formentlig skyldes deres ens genetik.