Verdens største diamant

Skrevet af Nils Würtzenfeld

13/12/2017
Verdens største diamant
Verdens største diamant. Foto: Shutterstock
Verdens største diamant blev fundet i en mine i Sydafrika i 1905 og er siden blevet delt op i flere mindre diamanter. Flere af dem pryder i dag de engelske kronjuveler.

Dagens topnyheder

De siges at være en piges bedste ven, og så er de svimlende dyre - diamanter. Men hvilken diamant er i grunden verdens største?

Tidligere var det Excelsior diamanten, der blev fundet i Sydafrika i 1893, men det ændrede sig klokken 17.00 om eftermiddag 26. januar 1905. Her gjorde minearbejderen Frederik Wells nemlig et utroligt fund i Pretoria-minen i Sydafrika.

En kæmpe diamant dukkede nemlig op fra minens dyb - en diamant der siden har været kendt som Cullinan diamanten - den største rådiamant, der nogensinde er fundet.

Verdens største diamant

Verdens største diamant: Her ses de ni største dele af den enorme Cullinan diamant. Foto: Shutterstock

Den store sten havde en vægt på 3106 karat (621 gram) og var 10 centimeter lang og seks centimeter høj. Den blev opkaldt efter Sir Thomas Cullinan, som var direktør for det mineselskabet, og efter fundet blev den solgt til den engelske regering for 750.000 dollars (6,3 millioner kroner).

Regeringen skænkede efterfølgende rådiamanten til kong Edward VII af England i fødselsdagsgave som et tegn på loyalitet. Herefter blev diamanten sendt videre til Amsterdam, hvor den skulle slibes af brødrene Asscher, der på den tid var kendt som verdens bedste diamantslibere.

I brødrenes værksted ved Tolstraat i Amsterdam blev Cullinan diamanten kløvet i to dele og efterfølgende slebet til ni store og 96 mindre modificerede brilliantslibninger. De ni hovedstene udgør i dag blandt andet ædelstenene i de engelske kronjuveler.

Den største sten, der er tilbage af den store Cullinan diamanten, er i dag ‘Afrikas Stjerne’, der sidder monteret på Englands kongelige scepter. Afrikas Stjerne er en dråbeformet brilliant med 74 facetter og er den dag i dag stadig verdens største slebet diamant. Den kan ses i den permanente udstilling i Tower of London.

Derudover udsmykker de forskellige dele af Cullinan diamanten i dag også den engelske krone, en broche, øreringe samt en halskæde.

Kilde: Museum Jewellery