10 ting din nabo ville ønske, at du vidste

Foto: Shutterstock

Har du nogensinde tænkt over, hvad din nabo egentlig mener om dig?

Alle har prøvet at have en irriterende nabo, men har du nogensinde overvejet, hvorvidt den irriterende nabo er dig?

For én ting er den støj, dine naboer sender ind til dig, men hvad hvis du i virkeligheden larmer endnu mere den anden vej?

Hvad hvis dine fodtrin lyder som en elefant i stepsko hos underboen, og hvis dine evige skraldeposer på bagtrappen er ved at drive din nabo til vanvid?

Måske er du alligevel ikke så let at bo ved siden af, som du selv gik og troede, og derfor får du her 10 ting som din nabo ville ønske, du vidste:

1. Opgangen er ikke en del af din entré: Det er muligt, at du har sko nok til at udstyre et tusindben og derfor mangler skoplads i din egen entré, men det betyder ikke, at du kan oversvømme opgangen med dit fodtøj. Andre er nemlig træt af at falde over dine gummistøvler, kondisko og beskidte fodboldstøvler. Det samme gælder i øvrigt for bagtrappen – og bliv nu for pokker bedre til at tage den stinkende skraldepose med ned.

2. Dæmp jer: Mens du gik og troede, at din overbo var slem til at trampe i gulvet, så viser det sig, at du selv er endnu værre. Dine skridt er tunge og trampende og i stedet for at løfte dine stole, trækker du dem højlydt hen af dit slidte gulv. Imens er familien inde ved siden af træt af, at dit tv altid er skruet op på max, ligesom alle i opgangen er trætte af, at du alt for ofte spiller alt for høj musik.

3. Vi bor ikke sammen: Det er okay, at du kommer forbi for at låne mælk, sukker og tandpasta i tide og utide, men du skal ikke tage det som en selvfølge, at din nabos hjem tjener som dit reservedepot. Samtidig duer det heller ikke, at du på nærmest daglig basis stikker hovedet ind for bare lige at sige hej. Det er nemlig ikke alle, der er ligeså sociale som dig.

4. Du roder: Din nabo har tænkt over det længe, men har ikke vil sige noget for at undgå en dårlig stemning - men du roder. Meget! Foran jeres dør står alt mulig ragelse, jeres indkørsel flyder med cykler, bildæk og skrammel, og på den anden side af hegnet kan din nabo se til, mens jeres have og/eller forhave drukner i ting, der ikke er plads til i skuret. Ingen skal diktere, hvordan du skal bo, men det skader ikke at tage hensyn.

5. Fint I har sex, men… En sand naboklassiker er frustrationen og irritationen ved alt for højlydt sex fra den anden side af væggen. Ingen fortænker dig i at sætte lyd på dine seksuelle udskejelser, men alt skal ske indenfor rimelighedens grænser. Hvis du og din partner larmer som etn jetmotor og sengen ryster som et trykluftbor, så bør I tage den lidt med ro af hensyn til over- under- og naboen.

6. Hold dine dyr for dig selv: Du er muligt, at du ikke kan komme på noget sødere i verden end din hund, din kat eller din store kæle-leguan, men det er ikke sikkert, at folk omkring dig har det på samme måde. Derfor bør du også tage det til efterretning, når din kat igen har skidt på naboens terrassebord og din hund pludselig løber over til genboen for lige at sige hej.

Det er selvfølgelig også en mulighed, at du rent faktisk er den perfekte nabo! At du er sød, venligt, smilende, hensyntagende og hjælpsom.

Og er det tilfældet, er det ikke umuligt, at dine naboer ville ønske, at du vidste nogle helt andre ting:

7. Hvor er det dejligt, når du hjælper mig: Du er sød til at låne ud, når din overbo pludselig mangler noget til madlavningen, og når din nabo skal have passet sit barn eller fodret sin guldfisk, træder du til med det samme. Det bemærker folk omkring dig – og de sætter pris på det.

8. Du må gerne holde fest: Når man vælger at bosætte sig tæt på andre mennesker, må man også forvente, at der bliver larmet fra tid til andet. Specielt hvis man bor i lejlighed. Af samme grund er din nabo også mere rummelig og forstående, end du måske tror. Især fordi du ikke er typen, der holder abefester i tide og utide, og dermed har du også sparret en del ’goodwill’ op på nabokontoen. Det betyder, at du altså gerne må holde fødselsdag, så længe det foregår indenfor rimelighedens grænser.

9. Du skaber tryghed: Selvom det ikke kræver det store af dig, så er din nabo lykkelig for at vide, at du ’passer på’ deres hjem, mens de er væk over julen eller på sommerferie. Frygten for indbrud sidder i mange mennesker, så at du vander planter, tømmer postkasse og har et vågent øje på dine naboers hus, mens de er på Mallorca, betyder alverden for dem.

10. Dit smil betyder mere, end du tror: Nogen gange skal der ikke meget til, og når det kommer til dine naboer i opgangen eller på villavejen, så er det første og vigtigste skridt mod et godt naboskab ofte et smil. Der er muligt, at I sjældent veksler et ord, men et venligt nik på trappen og et ’hej’ ved postkassen er nogen gange nok til, at din nabo sætter pris på at have dig boende ved siden af.

Top partnere


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip