Seksårige Gage Berger blev drillet med sine udstående ører. Derfor besluttede hans forældre efter nøje overvejelser, at de skulle opereres ind.
Lige nu læser andre
Et atypisk navn, en stinkende madpakke eller måske et par udstående ører. Der er mange ting, som børn kan finde på at drille hinanden med.
Sidstnævnte var tilfældet for seksårige Gage Berger fra den amerikanske stat Utah. Gennem flere år, var han blevet drillet med sine ører, som de andre børn kaldte for alfeører.
Det skriver ABC News.
Faktisk var drillerierne så slemme, at Gage Bergers personlighed ændrede sig. Ifølge faderen Timothy Berger gik hans søn fra at være en udadvendt og legesyg dreng til at miste lysten til at gå i skole.
Læs også
– Jeg tog ham i at kigge sig i spejlet og forsøge at presse dem ind, og når han blev nervøs eller ked af det, når han var i problemer, så tog han sig til ørerne. Det var ubevidst. Det var fordi, han tænkte, at hans ører var problemet, og det var derfor, han havde problemer, siger Timothy Berger til ABC News.
Til sidst begyndte Gage Bergers forældre at undersøge mulighederne for at få lagt sønnens ører ind ved en operation. De frygtede, at drillerierne ville gøre varig skade på ham.
Kallie og Timothy Berger besluttede, at beslutningen skulle være op til Gage Berger selv. Da han ønskede at få operationen, kontaktede de plastikkirurgen Steven Mobley.
Steven Mobley driver en fond, som tilbyder gratis plastikoperationer til mobbede skolebørn, hvis deres forældre ikke har råd til at betale for dem.
Efter en vellykket operation er Gage Berger ifølge faderen blevet sit gamle glade selv igen. Han er blevet mere selvsikker, har fået nye venner og bliver ikke længere drillet.
Mød Gage Berger før og efter operationen i videoen øverst i artiklen.