Har din kæreste én af disse apps på sin mobil? Så kan det være et tegn på utroskab

Skrevet af Nils Würtzenfeld

31/07/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nogle apps er som skabt til utro partnere. Af samme grund gør du måske klogt i at kende dem.

Mest læste i dag

Frygten for utroskab kan ramme mange forhold.

Hvis du igennem længere tid har mærket, at din kæreste er blever mere og mere hemmelighedsfuld, at han/hun sidder med sin telefon i det skjulte, eller er meget opmærksom på, at du ikke får fingrene i telefonen, så er det kun naturligt at blive en smule mistænksom.

Dog kan din partners telefon nemt være med til at sladre om, hvorvidt der foregår noget forbudt.

For mens det er svært at kontrollere, hvad der egentlig skete til firmafesten, eller om din kæreste nu også arbejder over igen, så er det i stedet nemmere at finde ud af, hvis din partner bruger sin telefon til at være utro. 

Dette er ingen opfordring til at male fanden på væggen og snage i din partners privatliv, men hvis du synes, at du har en begrundet mistanke, så er et lille kig over skulderen, næste gang telefonen er fremme, måske værd at overveje. 

Opdager du én af følgende apps på din udkårnes mobil, så er der muligvis grund til at frygte det værste.

Foto: App Store

1. Hemmelige filer: ’Denne app er udviklet for at beskytte dine hemmeligheder’ står der i app’ens beskrivelse i App Store, og det skal vi lige love for. App’en har nemlig til hensigt at snyde nysgerrige personer og samtidig skjule ting, som ikke skal ses af andre end din partner. På overfladen ligner app’en en lommeregner, men i virkeligheden gemmer den på privatdate lige fra billeder og beskeder til besøgte hjemmesider. Hvad skal din kæreste mon med denne app?

Foto: App Store

2. Private Photo Vault: Her skjules app’ens funktion ikke bag et lommeregner-ikon - tværtimod. Som navnet antyder, har denne app nemlig det klare formål at beskytte ens billeder, som er gemt sikkert væk i et mobilt ’pengeskab’ med en kode til. Så med mindre du allerede ved, at din kæreste kun bruger denne app til at beskytte private billeder af dig, så har du god grund til at undre dig over, hvad den laver på hans eller hendes telefon.

Foto: App Store

3. CoverMe: Ligesom de to foregående har denne app til formål at skjule sin ejermands gøren og laden. App’en krypterer nemlig din partners tekstbeskeder og billeder, så ingen andre end din bedre halvdel har adgang til dem. Selv kontakter kan også skjules for nysgerrige kærester, ligesom man kan programmere app’en til at selvdestruere beskeder og billeder. Dermed er app’en perfekt for personer med urent mel i parforholdsposen.

Foto: App Store

4. Nosy Trap: Hvis du er udstyret med en både utro og paranoid partner med en iPhone, så er der stor sandsynlighed for, at denne app befinder sig på din kærestes mobil. App’en sladrer nemlig til din partner, hvis du forsøger at stille din nysgerrighed ved at snuse rundt i hans eller hendes telefon. For når ejermanden aktiverer app’en, og efterlader sin telefon ubevogtet, så vil den vise et falsk iPhone-skrivebord. Når nogen efterfølgende forsøger at få adgang til for eksempel ejermandens sms’er, vil Nosy Trap-app'en i stedet tage et billede af vedkommende med forsidekameraet på telefonen. Og wupti – så ved din kæreste, at du går med bange anelser.

Foto: App Store

5. Black SMS: Hvis du er bange for, at din kæreste modtager frække beskeder eller billeder fra andre end dig, så vil vedkommende muligvis benytte sig af denne app. Black SMS konverterer nemlig fotos og beskeder til sorte, pixelerede billeder, der kun kan ses/læses, hvis du indtaster en privat kode. Ellers forbliver de sorte og ulæselige.

Foto: App Store

6. Tinder, Happn, Heaps, Single.dk osv: Hvis du finder en eller flere dating-apps på din kærestes telefon, så er der nok noget galt. Med mindre I endnu ikke er et officielt par, eller I har aftalt, at I gerne må se andre, så har din partner ingen undskyldning for at have den slags apps liggende på sin mobil.