Mikkel Petersen
Det føltes som en film fra dengang, verden stadig var sort-hvid.
Der var stille, da toget stoppede i Frinton-on-Sea.
Ingen reklamer for hurtigkaffe, ingen digitale billetter, ingen myldrende turister. Kun et falmet skilt, der lokkede med frisk flødete og et postkortagtigt glimt af en svunden tid.
Jeg havde forladt London en time tidligere – men det føltes som at være landet midt i 1940’erne.
Krigssange på gaden
På den korte gåtur fra stationen til den lokale pub kunne jeg høre stemmer fra fortiden.
Krigssange brød ud fra højttalere i genbrugsbutikker, og hos dyrehandleren spillede militærmarcher med en stolthed, man sjældent ser i nutidens Storbritannien.
Inde i Frinton War Memorial Club, eller “The Mems”, stod tiden stille.
På væggene hang aviser fra Anden Verdenskrig, dronning Elizabeth II så ned fra sin plads over baren, og marineblå velourmøbler vidnede om en tid, hvor støv og patriotisme gik hånd i hånd.
Jeg fik stukket et stykke papir i hånden og blev bedt om at skrive mit navn, adresse og “kontaktperson”.
Det føltes mindre som et klubmedlemskab og mere som at træde ind i en loge, hvor de ikke glemmer et nyt ansigt.
Sådan skriver det britiske mediet Mirror.
En teaterby med nationalsang
Det viste sig, at byen stadig dyrker sin sommertradition med teaterforestillinger i det lokale Magnolia Pebble Dash Theatre. Publikum – primært pensionister i pæne jakker – rejste sig inden tæppet gik for at synge nationalsangen.
Det var umuligt ikke at lade sig rive med, selv som forvirret tilskuer fra storbyen.
Der var noget både rørende og absurd over oplevelsen. En slags fællesskab, der nægter at dø – men også en by, der nægter at ændre sig.
En dyr rejse tilbage i tiden
Efter forestillingen søgte vi mod stranden for at få fish and chips på et sted, der passende hed Young’s Other Place.
To portioner med ærtepuré kostede 32 pund. Selv ketchup var ikke inkluderet i prisen.
Og mens bølgerne slog dovent mod kysten, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at byen måske netop overlever på sin stædige nostalgi.
Den nægter at give slip på fortiden – og det er både dens charme og dens forbandelse.
En lettelse at vende hjem
Tilbage på toget mod London mærkede jeg airconditionen som et kærkomment pust fra nutiden. Det var en lettelse at vende tilbage til et sted, hvor tiden igen gik fremad.
Frinton-on-Sea er en by, der lever i sin egen rytme – et sted, hvor man stadig synger som i 1945 og drikker te, som om krigen lige var slut.
En tidslomme, der får dig til at værdsætte, at verden faktisk har rykket sig videre.
At komme hjem havde sjældent føltes så moderne.
