Tusindvis af danskere knapper hver dag en dåsesodavand op uden at overveje, at de bruger et lille stykke teknologisk genialitet.
Men historien bag den metaltap, vi i dag tager for givet, rummer både frustration, innovation og miljøhensyn.
Det franske medie Marmiton deler nu historien bag genistregen.
Tilbage i begyndelsen af 1960’erne sad den amerikanske ingeniør Ermal Cleon Fraze til en picnic, da han indså, at han havde glemt sin dåseåbner. Med en kombination af desperation og kreativitet brugte han sin bils kofanger som værktøj – og fik idéen til den første rivetap.
Den type åbner blev hurtigt udbredt, men havde én stor ulempe: tapperne blev hevet helt af og endte på jorden som farligt skrald.
Ti år senere var det en anden amerikaner, Daniel F. Cudzik, der gjorde noget ved problemet. Han udviklede en fastgjort tap med et rundt hul i midten – et design, der hurtigt blev standard og stadig anvendes i dag.
Men hvor mange tror, at hullet er lavet til sugerør, er forklaringen en anden.
Det cirkelformede hul er nemlig tænkt som en hjælp til selve åbningen. Det fungerer som en lille løftestang, der gør det nemmere at bryde forsejlingen i toppen af dåsen. Samtidig reducerer det mængden af aluminium, der bruges i produktionen – en vigtig detalje, når millioner af dåser ruller af samlebåndene hvert år.
Designet har været i brug siden 1993 hos giganter som Pepsi, men alligevel vælger mange forbrugere fortsat at hive tappen af – noget eksperter fraråder. Løse tapper kan udgøre en risiko, både for mennesker og dyr, og ender alt for ofte som affald i naturen.
SÅ har du dagens sjove fact at gå på weekend på.
