Fransk Bulldog

Skrevet af webmaster

15/01/2018
Fransk bulldog
To franske bulldog - Shutterstock
Den Franske Bulldog er en lille hund med en stor personlighed. Vælger du den, får du en ven for livet, der vil passe rigtig godt ind i en familie.

Mest læste i dag

Fransk Bulldog er faktisk ikke så fransk, når den kommer til stykket. Den stammer oprindeligt fra England, hvor den blandt andet var populær som selskabshund for syersker, der var gode til at kniple. Under industrialiseringen flyttede mange af dem til Frankrig, da der var mere efterspørgsel på deres arbejde der. 

Franskmændene tog hurtigt de små, nemme hunde til sig, og det var derfor først, da racen kom til Frankrig, at den virkelig kom til sin ret. 

Fransk Bulldog er avlet til at være selskabs- og familiehund

Fransk Bulldog er avlet til at være en selskabs- og familiehund. Man har derfor hele tiden udvalgt de hunde, der var mest sociale og bedst til at omgås mennesker og avlet videre på dem. Det gør, at hunden i dag er ideel som hund i en familie med eller uden børn. 

Hundens sociale natur gør dog også, at den har svært ved at være alene hjemme i længere tid af gangen. Hvis du har en forventning om en hund, der ikke har brug for meget opmærksomhed fra dig, er det ikke en Fransk Bulldog, du skal vælge. 

En stædig, flabet klovn

Udover at være en meget social hund, er hunden også meget legesyg. Det gør den sjov for både børn og voksne at have med at gøre. Mange ejere af en Fransk Bulldog beskriver dem som flabede klovne. 

Med en legesyg natur er det nemt at lære din hund tricks eller kommandoer, hvis du gør det til en leg. Hvis din hund ikke vil lære, kan det ofte hjælpe, at du ændrer måden, du prøver at lære den noget på. 

Det skyldes nok, at den Franske Bulldog også kan være meget stædig. Hvis den ikke vil noget, så vil den ikke, og så kan det være svært at tvinge den til at gøre det. 

Højdepunkter ved Den Franske Bulldog

  • Meget social hund, der egner sig godt til en familie, både med og uden børn
  • Utrolig loyal over for sin ejer
  • Stædig, men vil gerne lære, hvis det er en leg
  • Har ikke brug for lange gåture
  • Gør ikke meget og er derfor god at have i en lejlighed
  • Er intelligent og nem at lydighedstræne
  • Der er ikke meget pleje ved pelsen, men du skal sørge for at rense folderne i huden grundigt
  • Har problemer med for meget varme og for meget kulde. De egner sig derfor ikke til at bo udenfor
  • Har tendens til overvægt
  • Kan få problemer på grund af det flade hoved
  • Har generelt nemt ved at komme ud af det med andre hunde, men kan blive jaloux, når ejeren hilser på andre hunde

Fakta om Fransk Bulldog

  • Oprindelsesland: England
  • Størrelse: 28-30 cm over skulderen
  • Vægt: Hanner 10-14 kg, Tæver 8-12 kg
  • Farver: Fawn, Brindle og broget er de accepterede farver, men fås i andre farvevarianter også
  • Andre navne: Frenchie
  • Type: Selskabshund

Læs også om racen: Cocker Spaniel

Rolig hund, der passer godt til boliger, hvor man bor tæt

En Fransk Bulldog er en meget rolig hund, der sjældent gør – selvom der selvfølgelig er undtagelser. Hunden kan derimod nærmest opfinde sit eget sprog, så det lyder som om, at den ved hjælp af grynt og smaskelyde går og taler med sig selv. Du kan som ejer efterligne lydene og på den måde ”tale” med din hund. 

Det, at den Franske Bulldog så sjældent gør, betyder, at den er meget velegnet til at bo boliger, hvor du bor tæt på naboerne. Det kan være lejligheder eller rækkehuse, hvor du har naboen lige ved siden af. Ved at anskaffe en Fransk Bulldog har du minimeret chancerne for at få klager fra naboerne. 

Perfekt hund til dig, der arbejder hjemme

Arbejder du hjemmefra eller er pensionist, er en Franske Bulldog den helt rigtige hund for dig. Den vil elske at ligge ved dine fødder, når du er hjemme, og følger dig gerne fra værelse til værelse for at være, hvor du er. 

Super familiehund, der er god med børn

På grund af sit sociale, rolige og legesyge temperament er den Franske Bulldog en rigtig god familiehund, hvis du har børn. Både den og børnene vil få stor glæde af hinanden, ikke mindst hvis hunden bliver vænnet til at være sammen med børn, fra den er helt lille. 

I mange tilfælde vil du opleve, at hunden fjoller og spiller klovn for at more de mindste børn. Når det er sagt, bør du dog altid være tilstede, når dine børn er sammen med hunden – både for børnenes og for hundes skyld.

Bliver hurtigt jaloux på andre hunde

Den sociale personlighed og den utrolig stærke tilknytning til ejerne har dog også en bagside. En forkælet hund kan blive jaloux på andre hunde, som dens ejer hilser på. Det handler derfor om at vænne din hund til at være sammen med andre hunde – og selvfølgelig ikke at forkæle den for meget. 

Generelt kommer Franske Bulldogs dog godt ud af det med andre hunde – også katte, hvis de bliver vænnet til dem, fra de er hvalpe. Faktisk har hunden brug for at komme ud og være sammen med andre hunde regelmæssigt. 

Sarte maver kræver særlig mad

Franske Bulldogs har en tendens til at få sarte maver, hvor de ofte kaster op eller får dårlig mave. Det er derfor vigtigt, at du tager hensyn til det i forhold til den mad, de spiser. I mange tilfælde kan det hjælpe, hvis du giver hunden mad uden korn i. Korn kan indeholde lagermider, der kan være med til at irritere en sart mave. 

Fransk Bulldog kræver ikke meget motion

Har du ikke mulighed for at gå så lange ture med din hund, er den Franske Bulldog det oplagte valg for dig. Hunden kan ikke klare lange traveture. Det er derfor bedst, at den kommer ud at gå flere korte ture på omkring 15 minutter i løbet af dagen. 

Franske Bulldogs har let ved at blive overvægtige, netop fordi de ikke kan gå så langt. Det er derfor vigtigt, at du sørger for, at din hund rent faktisk får den motion, den skal have, og at du ikke giver den for meget mad. Den ideelle vægt for en Fransk Bulldog ligger på omkring 10-12 kilo. 

Husk folderne i den Franske Bulldogs pels

En Fransk Bulldog har generelt ikke brug for meget pelspleje. Dens korte pels er nem at holde. Den kan dog fælde meget. Derfor er det en god ide, at du vænner den til at blive børstet, fra den er helt lille. På den måde kan du undgå, at der kommer hundehår rundt i hele huset. 

Det, du dog skal være opmærksom på, i forhold til den Franske Bulldogs pels, er, at den har mange folder i huden. Særligt i ansigtet og på overkroppen. Folderne har svært ved at tørre, og det er derfor vigtigt, at du tørrer dem, når hunden har været våd. Det kan være, når den har været i bad, eller hvis den er blevet gennemblødt af regn. 

Hvis du ikke sørger for at tørre folderne, kan der komme svamp i dem. Det er både ubehageligt for din hund og lugter meget dårligt. 

Fladt hoved kan give problemer for en Fransk Bulldog

Den Franske Bulldog er kendetegnet ved sit flade hoved, men det kan også være med til at give en del problemer for den. Den korte snude gør det svært for hunden at trække vejret. Snuden er grunden til, at mange Franske Bulldogs trækker vejret gryntende. 

Fordi stress og vejrtrækningsproblemer i værste fald kan være dødelige for hunden, er der mange flyselskaber, der ikke vil flyve med dem. 

Derudover kan den korte snude også give problemer med øjnene og med tænderne. Fordi tænderne sidder tæt sammen på meget lidt plads, kræver det, at du renser dem grundigt. Ellers risikerer din hund at få dårlige tænder. 

Foreninger for ejere af Franske Bulldogs

Har du en Fransk Bulldog, og vil du gerne socialisere med andre, kan du melde dig ind i Bulldogklubben, der er en undergruppe af Dansk Kennel Klub. I Bulldogklubben er både ejerne af Franske Bulldogs og Engelske Bulldogs velkomne. 

Der findes tre godkendte farver af Franske Bulldogs; fawn, brindle og broget. Du kan godt få hunde i andre farver, men hvis de har det, kan du ikke få stamtavle på dem. Derudover er det et krav, at din hund ikke vejer mere end 12 kilo, hvis du vil udstille den. 

Beslægtet med den Engelske Bulldog

Den Franske Bulldog er, som navnet nok antyder, beslægtet med den Engelske Bulldog. De blev oprindeligt brugt af engelske slagtere til at holde styr på slagtekvæg, deraf navnet bulldog. 

Senere blev racen specialiseret til kampe mod større dyr som tyre, store hunde og bjørne. Det er derfor, at den har det karakteristiske underbid; så den både kunne bide tyren og trække vejret samtidig. 

Da tyrekampe blev forbudt i England i 1835, begyndte man at avle henimod at bruge den Engelske Bulldog som en familiehund, og det er sådan, at den er kendt i dag.