75-årig mand død i forfærdelig ulykke

Skrevet af Nicolai Busekist

05/04/2023
Billedet er et arkivfoto, og stammer ikke fra den omtalte sag. (Foto: Presse-fotos.dk)
Billedet er et arkivfoto, og stammer ikke fra den omtalte sag. (Foto: Presse-fotos.dk)
En 75-årig mand har mistet livet i en forfærdelig ulykke, hvor han blev klemt ihjel under en tung halmballe.

Dagens topnyheder

Lørdag mistede en 75-årig mand livet i en forfærdelig ulykke i Janderup, der er en lille by i Sydvestjylland med 782 indbyggere, som ligger en smule vest for Varde.

Manden mistede livet, da han blev klemt af en stor og tung halmballe, der ifølge JydskeVestkysten havde en vægt på hele 350 kilo.

Mediet har fået bekræftet den tragiske ulykke af Arbejdstilsynet, der har været ude på stedet efter ulykken.

Det lyder, at den fatale ulykke fandt sted på den ældre mands søns gård, hvor de var i færd med at omsurre en række halmballer, hvilket de i fællesskab har gjort mange gange før.

Desværre gik noget galt denne omgang, hvilket kostede den 75-årige mand livet.

Arbejdstilsynet har meddelt til JydskeVestkysten, at der er blevet givet et strakspåbud i kølvandet på den fatale ulykke.

Ifølge mediet er det - som nævnt - sønnen, der ejer den gård, hvor ulykken skete. Ifølge det påbud, som han har fået af Arbejdstilsynet, er det et krav, at han straks sikrer personer mod nedstyrtende baller, hvilket skal gøres ved at surre dem ordentligt fast.

Arbejdstilsynet har forklaret til JydskeVestkysten, at det pågældende strakspåbud er blevet givet med henblik på at sikre, at en lignende ulykke ikke kommer til at ske i fremtiden.

"Dødsulykker er tragiske, og vores tilsynsførende tager derfor på tilsynet hensyn til den svære situation, som dem omkring ulykken står i. Når der er givet strakspåbud handler det om at forebygge lignende ulykker i fremtiden," lyder det i et skriftligt svar til JydskeVestkysten fra Arbejdstilsynet.

Der er ikke blevet frigivet information, hvordan den tragiske ulykke konkret gik til. Det eneste, der er blevet meldt ud er, at den 75-årige mand blev klemt under en tung halmballe.