12-årig pige på pony mejet ned af bil for øjnene af veninder: Nu efterlyser politiet flugtbilisten

Skrevet af Nils Würtzenfeld

01/11/2016
Foto: Sascha Lærke Hansen/Facebook
Foto: Sascha Lærke Hansen/Facebook
En kun 12-årige pige blev slynget af sin pony, da en ukendt flugtbilist ramte hende under en ridetur søndag eftermiddag. Bilisten efterlyses nu af politiet.

Dagens topnyheder

Hvad der skulle have været en hyggelig rideudflugt for en flok piger i alderen 7-14 år, udviklede sig hurtigt til et chokerende drama, da en flugtbilist søndag påkørte én af pigernes pony.

Det skriver Sascha Lærke Hansen i et Facebook-opslag, hvor hun efterlyser flugtbilisten.

Sascha var selv én af de piger, der søndag 30. oktober var reddet ud på Stoksbjergvej i Haslev ved Skuderløse, da en mørk bil pludselig kom kørende i høj fart.

På Facebook skriver Sascha Lærke Hansen rettet mod bilisten:

- Du kører på Stoksbjergvej cirka klokken 13.30. Jeg står på folden og ser dig komme i meget høj fart, jeg giver dig et tegn til at sænke farten, du vinker tilbage og sætter farten op. Kort efter rammer du pony og rytter i sviget, skriver Sascha.

Rytteren, hvis hest blev ramt, var en kun 12-årige pige. Ved sammenstødet blev hun kastet af ponyen, mens bilisten kørte videre uden at stoppe op.

- Du kører videre uden at tjekke til hest og rytter. Rytter er heldigvis ok, men måske har du skræmt den stakkels 12-årige pige. Ponyen er skadet lige over knæet, har fået en bule og har ondt, oplyser Sascha Lærke Hansen, der nåede at danne sig et hurtigt indtryk af flugtbilen.

- Du kørte i en stationcar, meget mørkeblå eller sort med registreringsnummer 'AH' - resten fik jeg desværre ikke. Du er en ældre dame og havde én med dig (i bilen, red.).

Efterfølgende anmeldte pigerne den alvorlige episode til politiet, og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter hændelsen overfor Dagens.dk.
Her fortæller vagthavnede, at man ser med alvor på hændelsen, men at man på nuværende tidspunkt ikke har mere at gå efter i sagen.

I sit opslag slutter Sascha Lærke Hansen af med et direkte opråb til flugtbilisten.

- Jeg håber virkelig, at du bliver fundet, så du kan stå til ansvar for din uansvarlige kørsel. Pigerne var mellem 7-14 år! Pas på hinanden. Må meget gerne deles, slutter hun af.