Forside Nyheder Flyselskaber tør ikke bruge ukrainsk luftrum

Flyselskaber tør ikke bruge ukrainsk luftrum

Flyselskaber tør ikke bruge ukrainsk luftrum

Lige nu læser andre

Der hersker endnu stor usikkerhed om, hvorfor Malaysian Airlines-flyet fra Amsterdam til Kuala Lumpur styrtede ned i det østlige Ukraine torsdag.

Derfor har flere flyselskaber valgt helt at undgå det uroplagede område efter oplysningerne om, at flyet skulle være skudt ned med et jord-til-luft-missil.

– Efter hændelsen har vi valgt at undgå ukrainsk luftrum, siger en talsmand for Turkish Airlines til nyhedsbureauet Reuters.

Også Norwegian er forsigtig med at sende sine fly hen over territoriet.

Læs også

– Vi flyver ikke ind i Ukraine eller i nærheden. Vi er nødt til at vente, til der er klarhed om situationen, siger pressekontakt Astrid Mannion til det norske nyhedsbureau NTB.

Lufthansa har ifølge Reuters også valgt at undgå ukrainsk luftrum, og i Frankrig har transportministeriet instrueret alle franske fly i det samme.

Hos SAS derimod har katastrofen ikke betydet nogen ændring i driften. Informationschef Knut Morten Johansen fra SAS Norge oplyser, at det skandinaviske flyselskab normalt ikke benytter sig af ukrainsk luftrum.

– Vi har ingen ruter, der går hen over Ukraine, og vi har heller ingen fly af den pågældende type. Derfor får ulykken ikke umiddelbart konsekvenser for os, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK