Lige nu læser andre
Ambassader i vækstlandene vil få en stor betydning for den danske eksport, siger Landbrug og Fødevarer, efter at regeringen torsdag har offentliggjort sin plan for fremtidens udenrigstjeneste.
Især hilser foreningen nye ambassader i Afrika og Asien velkommen.
– Afrika og Asien er store vækstcentre – ikke mindst for fødevarevirksomhederne. Derfor er Landbrug & Fødevarer meget glade for, at der bliver opprioriteret i Asien og Afrika, siger direktør Susie Stærk Ekstrand i en pressemeddelelse.
– Danske eksportvirksomheder har brug for kompetente råd og vejledning fra fagpersoner. Derfor er udenrigstjenestens repræsentationer af vital betydning for, hvor stor succes danske virksomheder får på vækstmarkederne, mener hun.
Læs også
Hovedpunkterne i reformen er, at Danmark åbner ambassader i Nigeria, Filippinerne, Colombia og Myanmar samt et handelskontor i Lagos i Nigeria.
Omvendt har regeringen valgt at lukke repræsentationer, særligt i Europa.
Således er ambassaderne i Cypern, Luxembourg, Schweiz, Slovenien, Slovakiet, Milano (handelskontor) og Libyen snart fortid.
– Der er fortaget nogle hårde prioriteringer, siger Susie Stærk Ekstrand og fortsætter:
– Men når jeg ser på resultatet, kan jeg kun være glad for de prioriteringer, der er fortaget både i forhold til ambassader og i forhold til styrkelsen af den fagpolitisk ekspertise på EU-repræsentationerne og på vækstmarkederne.
Direktøren forudser, at de nye ambassader kommer til at have en stor betydning for danske virksomheder og dansk eksport.
/ritzau/