Lige nu læser andre
Hun blev båret ind i Europaparlamentet af Morten Messerschmidts valgsucces i 2009.
Siden brød hun med Dansk Folkeparti og sluttede sig til en anden DF-afhopper Christian H. Hansen i Miljøpartiet Fokus. Og nu vender EU-parlamentariker Anna Rosbach så hjem til dansk politik.
Planen om at jagte genvalg i Bruxelles er lagt på hylden til fordel for jagten på underskrifter i Danmark, så Fokus kan stille op til det kommende folketingsvalg.
– En af de helt store opgaver de seneste fem år i Europaparlamentet har været at forklare, hvorfor miljøbeskyttelse og klimapolitik ikke udgør en hindring for vækst, men at det tværtimod er forudsætningen for en forsat bæredygtig økonomisk udvikling siger Anna Rosbach.
Læs også
– Den kamp vil jeg nu forsætte derhjemme, siger Anna Rosbach.
Ved efterårets kommunal- og regionsvalg fik Fokus godt 15.000 stemmer i alt. Derfor venter en svær opgave med at samle opbakning, hvis partiet skal bryde igennem på den landspolitiske scene.
Ved valget til EU-Parlamentet i 2009 fik Anna Rosbach 3592 personlige stemmer, mens Morten Messerschmidt blev valgets topscorer med 284.500 stemmer.
Samarbejdet mellem de to knirkede dog stort set med det samme, og i foråret 2011 melde Anna Rosbach sig ud af Dansk Folkeparti.
Efterfølgende har Anna Rosbach siddet med i ECR-gruppen i EU-Parlamentet, der blandt andet også rummer det konservative britiske regeringsparti.
Hun har i Bruxelles beskæftiget sig særligt med sager om folkesundhed, fødevaresikkerhed, miljø, fiskeri og transporterhvervet med særligt fokus på bæredygtighed. Og det er det arbejde, som nu skal fortsætte i Danmark.
– Det aktuelle politiske miljø overser en række af de udfordringer, vi står overfor, og derfor har jeg valgt at vende tilbage til dansk politik, siger hun.
/ritzau/