Lige nu læser andre
Noget tyder på, at det var en samtale om tvangsindlæggelse, der onsdag den 7. maj fik en beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj på Lolland til at stikke tre personer ned med en kniv.
Det viser Arbejdstilsynets rapport fra den 8. maj, som tv2.dk har fået aktindsigt i.
Overfaldene i sidste uge kostede i første omgang en 69-årig erfaren læge livet. I dag afgik en 40-årig socialrågiver også ved døden efter det voldsomme knivoverfald.
LÆS OGSÅ: 40-årig socialrådgiver død efter knivoverfald på Saxenhøj
Læs også
– På ulykkesdagen blev der udtrykt bekymring for beboerens tilstand, og det blev besluttet, at personalet skulle forsøge at motivere ham til indlæggelse på gule papirer, står der i Arbejdstilsynets rapport.
En sådan indlæggelse betyder, at den 28-årige gerningsmand skulle samtykke til at blive tvangsindlagt indenfor en frist på syv dage.
i Arbejdstilsynets rapport vurderes det, at manden var psykisk syg. Han havde flere gange afvist at tale med personalet på Saxenhøj, og han afslog al behandling.
– Han har ifølge ledelsen udvist “særlig adfærd”. Pågældende beboer er blevet drøftet flere gange med fokus på at opnå kontakt og samarbejde med ham, og der er blevet søgt sparring fra psykiatrien, fortsætter rapporten.
Saxenhøjs personale havde desuden intet kendskab til mandens sygdomshistorie eller diagnose, fordi han nægtede at give samtykke til, at de kunne få adgang til hans journal fra tidligere indlæggelser.