Bilister skal betale mere til ofre for andres forbrydelser.
Lige nu læser andre
Når en bøde tikker ind, er det sjældent kun selve forseelsen, der gør ondt i pengepungen.
Fra 15. februar er regningen blevet endnu større for bilister, der overtræder færdselsloven. Ikke fordi bødesatserne er hævet, men fordi bidraget til Offerfonden er fordoblet fra 500 kroner til 1.000 kroner.
Det skriver FDM i en pressemeddelelse
Ændringen er en del af en bred strafreform, som blandt andet skærper straffen for grov vold, de groveste voldtægter, vold mod offentligt ansatte og vanvidskørsel.
Men det ekstra bidrag fra bilisterne skal ikke øremærkes trafikofre. Pengene skal i stedet styrke indsatsen mod partnervold og bidrage til kortere sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet.
Læs også
Svært ved at se logikken
FDM har hævet øjenbrynene. Organisationen peger på, at det i høj grad er bilister, som finansierer fonden, selv i sager hvor der ikke har været et konkret offer.
”Selvom det utvivlsomt er vigtigt at hjælpe ofre for bl.a. personfarlig kriminalitet, så er det et faktum, at Offerfonden i udpræget grad finansieres af bilister, der har brudt færdselsloven, uden at der var et offer involveret. Det er urimeligt, at bilister skal finansiere hjælp til ofre for andres forbrydelser, som ikke har noget med trafik at gøre. Det har vi svært ved at se logikken i,” siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
Offerfonden blev oprettet i 2014 for at støtte projekter, der kan styrke viden om og indsats for ofre for forbrydelser og trafikofre.
Alligevel kom 86 procent af fondens midler i 2024 fra bilister, mens kun 65 ud af 377 støttede projekter har været helt eller overvejende relateret til trafik.
”Det er mærkværdigt, at midlerne langt hen ad vejen ikke bruges på trafikofre og bedre trafiksikkerhed, når bilisterne er den gruppe, der primært finansierer Offerfonden. Der bør være en klar sammenhæng mellem indtægter og udlodning, når der vælges, hvilke projekter der skal støttes,” siger Dennis Lange.