Kamille Isaksen
Ifølge Trump har NATO-landet ikke været den allierede, han havde forventet.
Forholdet mellem USA og Storbritannien har i årtier været betragtet som en af verdens tætteste alliancer.
Fra Anden Verdenskrig til nyere internationale konflikter har de to lande stået skulder ved skulder i afgørende øjeblikke.
Netop derfor vækker det opsigt, når sprækker begynder at vise sig i det ellers så solide samarbejde.
Nu retter USA’s præsident, Donald Trump, en usædvanlig skarp kritik mod Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.
I et interview med den britiske avis The Sun giver han udtryk for sin skuffelse over den britiske regerings håndtering af USA’s angreb på Iran.
Ifølge Trump har Starmer ikke været den allierede, han havde forventet.
“Han har ikke været hjælpsom. Det troede jeg aldrig, at jeg ville se. Jeg troede aldrig, at jeg ville se det fra Storbritannien,” siger præsidenten til avisen.
Han understreger samtidig, at det ifølge ham er trist at opleve, at forholdet mellem de to lande tydeligvis ikke er, hvad det har været.
Uenighed om militær støtte
Kritikken kommer i kølvandet på USA’s militære angreb mod Iran.
I første omgang nægtede Storbritannien at lade USA benytte britiske militærbaser i forbindelse med operationen. Den beslutning vakte utilfredshed i Washington.
Senere ændrede den britiske regering kurs og åbnede for, at baserne kunne anvendes til det, der beskrives som udelukkende defensive angreb mod iranske anlæg.
Det fremgår af oplysninger fra BBC.
For Trump er det dog ikke tilstrækkeligt. Hans udtalelser peger på en forventning om ubetinget opbakning fra en af USA’s nærmeste partnere.
Starmer henviser til Irak-erfaringer
Fra britisk side lyder forklaringen, at man ikke ønsker at gentage fortidens fejl.
Mandag udtalte Keir Starmer, at erfaringerne fra Irak-krigen fortsat præger regeringens tilgang til militære beslutninger.
Ifølge BBC sagde premierministeren, at Storbritannien ikke træffer den slags beslutninger uden et klart lovligt grundlag og en gennemtænkt plan med et opnåeligt mål.
Han afviste samtidig idéen om at fremtvinge politiske forandringer gennem militære midler og slog fast, at regeringen ikke tror på regimeskifte fra luften.
Dermed tegner der sig et billede af to nære allierede, som i denne sag står på hver sin side af en principiel diskussion om militær indgriben og politisk ansvar.
