Forside Politik Støjberg vil skrotte omdiskuteret lov – men møder modstand

Støjberg vil skrotte omdiskuteret lov – men møder modstand

Inger Støjberg
News Oresund/Wikimedia Commons

Inger Støjberg er klar til helt at sløjfe den omdiskuterede lov, men det er dog langt fra alle, der støtter hende i det.

Formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, vil ophæve den såkaldte koranlov, der siden 2023 har gjort det strafbart at afbrænde eller på anden vis skænde religiøse skrifter. Forslaget møder dog modstand – selv blandt partier, der oprindeligt stemte imod loven.

Støjberg har varslet, at hun vil fremsætte et forslag i Folketinget om at fjerne loven. I samme ombæring har hun kritiseret den skarpt og kalder den et indgreb i grundlæggende rettigheder.

“Koranloven var et øksehug ned igennem vores ytringsfrihed,” siger hun ifølge DR og understreger, at hendes initiativ handler om principper frem for konkrete personer.

Loven blev vedtaget efter en række koranafbrændinger i Skandinavien udløste reaktioner i store dele af verden og fik en del kritik fra blandt andet Den Islamiske Samarbejdsorganisation.

Formålet med denne lov var blandt andet at forhindre yderligere handlinger som afbrænding, tilsvining eller ødelæggelse af religiøse tekster.

Siden vedtagelsen har det politiske flertal ændret sig, og flere af de partier, der stemte imod loven, udgør i dag et potentielt flertal for at afskaffe den. Alligevel er udfaldet af Støjbergs forslag usikkert.

SF, som var modstander af loven i 2023, ønsker ikke at støtte en ophævelse. Partiet frygter, at en aktiv tilbagerulning kan udløse en ny international konflikt med Danmark i centrum.

“Hvis Danmarks folketing pludselig, aktivt og af egen drift, igen vil afskaffe loven, så tror jeg, vi som stat bliver udløsende for en ny international krise,” skriver SF’s retsordfører Karina Lorentzen til DR.

På venstrefløjen bakker Enhedslisten og Alternativet dog op om Støjbergs forslag, mens De Konservative foreløbig ikke har meldt klart ud.

Koranloven har indtil videre ført til ganske få sigtelser. Det gælder blandt andet for Rasmus Paludan, der er blevet dømt for overtrædelse af loven i en sag, der nu er anket til Østre Landsret.

Ads by MGDK