Forside Underholdning Heino Hansen indgik vildt væddemål for fem år siden: Nu...

Heino Hansen indgik vildt væddemål for fem år siden: Nu har det kostet ham 8.000 kroner

Heino Hansen indgik vildt væddemål for fem år siden: Nu har det kostet ham 8.000 kroner
Tobias Jørgensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Et gammelt væddemål, som blev indgået for åben mikrofon i en podcast tilbage i 2021, har vist sig at blive en dyr fornøjelse for Heino Hansen.

Fodbold skaber store følelser, og når rivaliseringen mellem klubberne spidser til, ryger der ofte både drillerier og skråsikre forudsigelser over bordet.

Det gælder ikke mindst blandt fans, der uden tøven erklærer, at deres egne favoritter står stærkest, mens konkurrenterne aldrig når toppen.

Men nogle udtalelser har det med at vende tilbage flere år senere.

Det har komikeren Heino Hansen nu fået at mærke, efter AGF i søndags sikrede sig det danske mesterskab.

Et gammelt væddemål, som blev indgået for åben mikrofon i en podcast tilbage i 2021, har nemlig vist sig at blive en dyr fornøjelse.

En kæphøj kommentar blev dyr

Det hele begyndte i podcasten ‘En FCK-fan, en BIF-fan og en AGF-fan går ind på en bar’, hvor Heino Hansen sammen med Dan Rachlin og Michael ‘Jøden’ Christiansen diskuterede dansk fodbold.

Under samtalen slog Heino Hansen fast, at AGF aldrig ville blive danske mestre igen.

Michael ‘Jøden’ Christiansen, der er stor AGF-tilhænger, udfordrede straks udsagnet, og de to endte med at indgå et væddemål.

Det skriver B.T.

Oprindeligt lød indsatsen på 1.000 kroner, men Heino Hansen var så overbevist om sit synspunkt, at beløbet hurtigt voksede.

Til sidst blev de enige om, at taberen skulle betale 8.000 kroner.

Samtidig aftalte de, at den daværende sæson ikke skulle tælle med i regnestykket. Derfor kom væddemålet til at gælde frem til sommeren 2026.

Reagerer med selvironi

Nu er regningen så landet hos komikeren, efter AGF har sikret sig klubbens første danske mesterskab i årtier.

Et gammelt lydklip fra podcasten er i den forbindelse blevet delt flittigt på sociale medier, hvor mange har moret sig over udfaldet.

Heino Hansen har ikke ønsket at kommentere sagen direkte, men i kommentarsporet på Facebook har han taget situationen med humor.

“Er der nogen, der skal bruge komik til sommerfesten? Kan bookes til god pris,” skriver han.

Ads by MGDK