Det så ud til at blive dyrere at vælge elbil i 2027, men nu er situationen en anden.
Danskerne stod ellers til at skulle betale en højere registreringsafgift på elbiler fra årsskiftet.
Men den stigning bliver nu udskudt, bekræfter regeringen.
Det vækker stor tilfredshed i DI Bilbranchen, der har advaret mod at gøre det dyrere at vælge elbil på et tidspunkt, hvor omstillingen af den danske bilpark for alvor har fået fart.
Sådan skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.
– Det er rigtig godt nyt for både bilkøberne og den grønne omstilling. Registreringsafgiften på elbiler stod til at stige fra årsskiftet, men med aftalen undgår vi at gøre det dyrere at vælge elbil på et tidspunkt, hvor vi har brug for at få endnu flere danskere over i en elbil, siger Thomas Møller Sørensen, direktør i DI Bilbranchen.
Nu handler det ifølge bildirektøren om, at der bliver fundet en permanent løsning for beskatningen af fremtidens biler, hvilket er mindst lige så vigtigt som at undgå den umiddelbare afgiftsstigning.
– Det vigtigste er, at vi ikke bare skubber problemet foran os. Jeg glæder mig til at læse den endelige aftale, hvor jeg håber, at vi får taget yderligere skridt mod en permanent løsning. Målet bør være en bilbeskatning, der giver danskerne ro om økonomien og samtidig understøtter den grønne omstilling af bilparken, siger Thomas Møller Sørensen.
DI ønsker på længere sigt en model, hvor registreringsafgiften på elbiler afløses af en løbende bilbeskatning baseret på ejerskab og brug.
– Regeringen fortjener ros for forslaget. Den skaber ro for bilejerne på den korte bane, men endnu vigtigere sætter den en klar retning for fremtiden. Den næste tid skal vi bruge på at bidrage til en holdbar og fremtidssikret model for den danske bilbeskatning, siger Thomas Møller Sørensen.