Angst symptomer

Skrevet af webmaster

26/06/2018
Angst symptomer
Symptomer på angst
Angst kan tage mange former. Angst er først og fremmest en del af kroppens alarmberedskab, som kan gøre dig ængstelig og utilpas i bestemte situationer.

Dagens topnyheder

En angst-lidelse findes i milde og mere voldsomme former og består af fysiske, mentale og adfærdsmæssige angst symptomer. Angst er kort fortalt en form for irrationel frygt. En følelse af at være bange for ting, du ikke tidligere har været bange for, eller som du godt ved rent rationelt ikke bør være “farligt”.

Angst symptomer

Angst kan opstå i kølvandet på andre psykiske lidelser som stress og depression. Her følger en række angst symptomer på forskellige former for angst, du kan holde øje.

Først fire mentale symptomer på angst. Derefter fire fysiske symptomer. Det er vigtigt at understrege, at symptomerne ikke er farlige, selvom de kan opleves som ubehagelige. 

1. Konstant bekymring

Du kan gå rundt og bryde dit hoved med ting, som du før har anset som ubetydelige eller et overstået kapitel. Det kan være ting i dit arbejdsliv eller i dine relationer, som du ikke kan få ud af hovedet.

Det kan medføre, at du kan have svært ved at falde i søvn eller sove og have svært ved at finde ro. Vedvarende bekymring kan være et symptom på generaliseret angst.

2. Ubehag blandt andre mennesker

Du føler dig utilpas i større forsamlinger eller bliver nervøs, når du taler med andre mennesker og har øjenkontakt. Det kan være en følelse af, at gerne vil flygte fra situationen, og at socialt samvær føles som et pres. Et ubehag, der kan antage fysiske former, såsom rødmen eller svedige håndflader.

Du kan have en fornemmelse af, at der er et projektørlys på dig, og at folk kan se, at du er utilpas. Den oplevelse kan så forværre angsten. I så fald er der tale om social angst. 

3. Tankemylder

Tankerne farer rundt i hovedet og gør måske, at du kan have svært ved at koncentrere dig og svært ved at finde ro. Hvis du lige pludselig ikke kan samle dine tanker om en arbejdsopgave, fordi dine tankebaner føles som ude af kontrol, kan det være et tegn på angst.

Dette tankemylder sætter - som andre angst symptomer - din krop i alarmberedskab og kan være med til at dræne dig for energi. Hvis du oplever øget træthed og tankemylder, skyldes det, at din hjerne bruger så meget energi på at være i alarmberedskab, at du bliver udmattet. 

4. Bange for at dø

En udtalt angst for at dø. Du er bange for at komme galt afsted eller ud for et uheld, selvom du befinder dig i en umiddelbar tryg situation. Dødsangst har somatiske konsekvenser.

Det vil sige, at angsten påvirker din krop fysisk. Som ved andre former for angst, kan dødsangsten medføre vejrtrækningsproblemer, øget svedproduktion, trykken for brystet, rystende hænder og svimmelhed. Hvis du oplever dødsangst, vil det typisk komme i form af panikanfald, som kan vare fra et par sekunder til flere minutter. 

5. Øget svedproduktion

Det er nervesystemet, der regulerer aktiviteten i vores svedkirtler og ikke noget, vi selv kan kontrollere. Du kan ikke bestemme dig for, hvornår du vil svede eller rødme. Nogle mennesker, der oplever angst, sveder mere i armhulerne, på ryggen eller i håndfladerne, mens andre måske oplever at svede mere på panden.

Når man er angst, er det koldsved, man oplever at blive ramt af. Det kan føles ubehageligt og overraskende pludseligt at svede i situationer, man ikke føler burde fremkalde sved. 

6. Trykken for brystet

En stikkende fornemmelse i brystregionen kan være et symptom på angst. Det skyldes, at hormonet adrenalin, som aktiveres når din krop går i alarmberedskab, påvirker de indre organer. Det kan også føles som en borende fornemmelse i hjertet. Trykken for brystet kan være et symptom på flere former for angst. 

7. Muskelspændinger

Du kan opleve, at du er øm i dine muskler og led, selvom du ikke har udført fysisk anstrengende aktiviteter. Det kan også være en følelse af, at du går rundt med ømme, blå mærker, selvom det ikke er tilfældet.

Ligeledes kan det “modsatte” være tilfældet. Du kan have svært ved at mærke din krop. Prøv eventuelt at sætte dig ned og mærk efter, om du kan mærke dine fødder. Hvis ikke, kan det være et symptom på angst. 

8. Rødmen

Du begynder at opleve, at du bliver rød i hovedet i situationer, som ikke plejer at få dig til at rødme. Nogle oplever rødmen mest udtalt på halsen, andre på kinderne eller ørerne alt efter deres biologiske indretning. Det kan være i samtaler med andre mennesker, til eksamen, eller hvis du skal holde oplæg på din arbejdsplads.

Det er en normal, menneskelig reaktion at rødme i situationer, hvor man bliver mentalt overrasket eller mister kontrollen. Men hvis det er meget udtalt og ofte forekommende, kan være det være et symptom på social angst.