Begår du også denne fejl, når du fylder opvaskemaskinen? Dette er den RIGTIGE måde

Kristine Bugbee

378 uger siden

|

17/04/2017
Forbrug
Mange gør det forkert, når de fylder deres opvaskemaskine.
Mange gør det forkert, når de fylder deres opvaskemaskine.
Mange gør det forkert, når de fylder opvaskemaskinen med brugte tallerkener, bestik og kaffekopper. Skal man skylle køkkengrejet først, eller er det unødvendigt? Der findes et rigtigt svar.

Dagens topnyheder

Det er et følsomt emne, som af en eller anden grund vækker store frustrationer og dyb unighed. Der findes mennesker, som ikke vasker ting rene, inden de ryger ind i det magiske skab. Og så findes der dem, som aldrig kunne drømme om at komme en beskidt tallerken i opperen.

Men hvad er op og ned her? Må man komme en skål fyldt med rester af yoghurt ind i maskinen? Eller hvad med en tallerken med brun sovs eller remoulade på? 

Ifølge det britiske magasin The Kitchn findes der et meget klart svar her, og det vil måske chokere nogle: Der er absolut ingen grund til at skylle hverken tallerkener, glas, skåle, potter eller bestik rent, inden det kommer i opvaskemaskinen.

Det er simpelthen spild af tid. Og faktisk gør det mere skade end gavn.

Selvom det for mange virker naturligt lige at skylle grejet først - og måske endda bruge børsten - så kan det faktisk afholde sæben i opvaskemaskinen fra at virke optimalt.

The Kitchn forklarer, at sæben virker ved, at den sætter sig fast til de gamle madrester på de beskidte tallerkener og køkkensager i opvaskemaskinen. Hvis alt i opperen er rent i forvejen, så har sæben ikke noget at sætte sig fast på. Og således bliver tingene ikke rigtigt rene. 

I stedet har du spildt tid på at rengøre sagerne, sæben kunne du lige så godt have hældt ned i afløbet, og dine køkkenting kommer ikke funklende rene ud af maskinen.

Sæben virker altså bedst, hvis der er rester af mad på de beskidte tallerkener og kopper, som den kan sætte sig fast til. 

Og der er faktisk endnu et problem med at skylle først, forklarer The Kitchn: Mange nyere opvaskemaskiner kan via en sensor selv regne ud, hvor længe de beskidte sager har brug for at blive vasket. 

Hvis alt er renset på forhånd, tror maskinen, at der kun er behov for en let vask. Dermed bliver tingene derinde ikke vasket så grundigt.

Konklusionen er altså, at du både sparer tid og får renere service af at LADE VÆRE med at skylle de beskidte ting, før de kommer ind i opvaskemaskinen. 

Dertil er der jo også miljøet at tænke på: Hvis du både skyller og bruger opvaskinen, går der unødvendigt meget vand til spilde. 

Læs i øvrigt også: 8 ting du aldrig skal putte i opvaskemaskinen.