Fokus på tarmsystemet – Crohns sygdom

Skrevet af webmaster

01/05/2018
Der har de seneste år kommet et stigende fokus på tarmfloraens betydning for vores sundhed og velvære.

Dagens topnyheder

Derfor bliver der i disse år forsket utrolig meget inden for netop dette område. Ubalance i tarmsystemet kan nemlig udvikle en række sygdomme, bl.a. Crohns sygdom.

Det gælder om at sikre, at man har en tarmflora, som er i balance og sund. Har man en sund tarmflora og derved en god fordøjelse, er man som menneske også sund. Problemer med tarmfloraen og fordøjelsen har en indflydelse på udviklingen af en række sygdomme, bl.a.: Diabetes type 1, irritabel tyktarm, kolon-cancer, diverse mentale tilstande, og inflammatorisk tarmsygdomme, herunder Crohns Sygdom.

Hvad er Crohns sygdom?

Crohns sygdom er en kronisk inflammatorisk sygdom, der kan forekomme overalt i mavetarmkanalen. Sygdommen påvirker oftest endetarmen, tyktarmen og de nederste dele af tyndtarmen. Inflammationen kan strække sig dybt ind i alle lag af tarmen, fra slimhinden på indersiden og til ydersiden af tarmen. Det betændte område bliver rødt, hævet og kan eventuelt bløde derfra og giver store smerter. 

Crohns er beslægtet med en anden tarmsygdom, colitis ulcerose. Denne sygdom angriber udelukkende tyktarmen og har et andet betændelsesmønster. For disse to sygdomme bruges fællesbetegnelsen kronisk inflammatorisk tarmsygdom (IBD).

Hvad er symptomerne på Crohns sygdom?

Symptomerne varierer i karakter, og det tager ofte længere tid fra de første symptomer viser sig, til at diagnosen stilles. Symptomerne inkluderer:

  • Blod i afføring
  • Diarré og mavesmerter i varierende grad
  • Feber uden anden grund

Derudover kan man opleve fistler eller bylder i tarmene eller ved anus, samt almene symptomer i form af træthed, vægttab og udebleven menstruation. Hvis du oplever nogle af disse symptomer skal du kontakte lægen.

Mange personer med Crohns er helt symptomfrie i lange perioder, men stort set alle oplever på et tidspunkt et tilbagefald.

Hvem får Crohns sygdom?

Sygdommen forekommer gennemsnitligt hos 1-2 ud af 1000 personer. Sygdommen kan udvikles i alle aldre, men starter normalt mellem alderen 18-35 år. Der er ingen forskel i antallet af mænd og kvinder der udvikler sygdommen. Forskning viser dog, at rygere har større sandsynlighed for at udvikle Crohns, da rygningen forværrer den inflammatoriske tilstand. 

Forskning har også vist, at sygdommen ofte ligger til familien. Risikoen for at børn eller søskende får Crohns sygdom, hvis én af forældrene har den er ca. 10% og ca. 35% hvis begge forældre har den.

Hvorfor får man Crohns sygdom?

Årsagen til Crohns sygdom er ukendt. Der er hverken fundet kendte bakterier eller vira som årsagen til sygdommen. Den mest sandsynlige årsag menes dog at være, at betændelsen spontant opstår i kroppen fordi immunforsvaret reagerer forkert. Ting eller antigener i ens egne krop bliver opfattet som fremmede for immunforsvaret, og derved formodes betændelsesreaktionen at starte. 

Forskere har fundet lighed mellem Crohns og andre betændelsessygdomme i immunsystemet så som leddegigt, psoriasis og multipel sklerose

Hvilken behandling er der for Crohns sygdom?

Behandlingen af sygdommen er til formål at dæmpe symptomerne og sygdomsaktiviteten. Betændelsen i tarmene fører ofte til reduceret optagelse af næring, og det er derfor vigtigt for personer med Crohns, at spise en næringsrig kost med tilstrækkelig mængde af kalorier. Det kan blive nødvendigt at supplere med visse vitaminer og mineraler. Man kan også holde sygdommen i skak gennem medicinsk behandling. 

De fleste mennesker med Crohns sygdom vil blive opereret mindst én gang. Dette skyldes forsnævringer (tarmstenoser), som forhindrer fri passage gennem tarmen.