Advarsel: Tag aldrig imod denne pengeseddel

Skrevet af Henrik R

13/06/2019
Der er bestemt ikke noget galt i at modtage euro, da du let kan veksle dem til danske kroner i bankerne herhjemme. Problemet opstår dog, hvis du ønsker at veksle en 500 euro-seddel, for den vil bankerne nemlig ikke tage imod. Det fandt en hotelejer ud af forleden.

Dagens topnyheder

Niels Toft er ejer af Hotel Ribe i byen ved samme navn, og her får han mange udenlandske besøgende. For nyligt var det et ældre udenlandsk ægtepar, der var på besøg, og da de skulle betale for deres overnatning, valgte de at betale med euro.

Det er ganske normal kutyme, at man på mange hoteller og restaurationer, har mulighed for at betale med visse udenlandske valuta, og derfor accepterede Niels Toft også betalingen fra det ældre ægtepar.

Euro-sedlen var dog en af de større, faktisk den største af slagsen. 500 euro, hvilket svarer til godt og vel 3.700 danske kroner. Det er meget for en lille seddel, og det viste sig også at være lidt for meget for Niels Toft. Det fortæller det lokale medie, Rykindribe.dk 

Da han ville ned i banken og sætte pengene ind, blev han nemlig mødt af et nej, og det ville være ligegyldigt hvilken bank han forsøgte sig i. Bankerne har nemlig fået ordre på ikke at modtage 500 euro-sedler.

Bruges primært til kriminalitet

Niels Toft stod derfor tilbage med en 500 euro-seddel, som han hverken kan få vekslet til danske eller bruge i Danmark, medmindre andre virksomheder var uvidende på det område ligesom Niels.

Hvis han vil have valuta for pengene, er hotelejeren nødt til at drage mod Tyskland, hvor han vil have større held med at få afleveret sin værdifulde pengeseddel.

Årsagen til at bankerne i Danmark ikke vil modtage pengene, skyldes Nationalbanken. Den beslutningen har de nemlig taget, da 500 euro-sedlerne primært bruges af kriminelle, og derfor er det en seddel der hyppigt bruges, når der skal hvidvaskes penge.

Sådan ser 500 euro-sedlen ud. Foto: Shutterstock.com

For at bankerne ikke bidrager til denne hvidvaskningskultur, har de simpelthen afvist at modtage sedlerne, selvom de er fuldt ud lovlige. Sedlen benyttes ofte til kriminalitet, da den fylder meget lidt, men til gengæld har en rigtig stor værdi. Der skal blot 10 sedler til, før du har 37.000 kroner, mens du med 10 af de mest værdifulde sedler i Danmark ‘blot’ ville stå med 10.000 kroner.

Derfor er de lette at fragte for de kriminelle, uden at de skal rejse rundt med store tasker.

Det er dog først for ganske nyligt, at man har valgt ikke at modtage 500 euro-sedler i bankerne. Dette trådte i kraft ved årsskiftet 2019, som følge af, at den europæiske centralbank stoppede med at producere sedlerne fra 1. januar. Det fortalte Folkesparekassen i 2018.

Konklusionen er dermed, at hvis du som privat eller erhvervsdrivende bliver tilbudt en 500 euro-seddel i betaling, så bør du altid takke nej. Det bliver nemlig hulens svært at komme af med den igen.