DF vil skræmme tiggere væk: Foreslår at indsætte annoncer i rumænske aviser

Nils Würtzenfeld

362 uger siden

|

11/08/2017
Indland
Foto: Polfoto/Jens Øster-Mortensen
Foto: Polfoto/Jens Øster-Mortensen
Avisannoncer skal fremover holde rumænske tiggere og hjemløse væk fra Danmark. Det mener Dansk Folkeparti.

Dagens topnyheder

Tiggere fra Østeuropa skal fremover skræmmes til ikke at rejse til Danmark.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti ovenpå den nuværende debat om udenlandske hjemløs i Danmark.

Den foreløbige kulmination på den omdiskuterede problematik kom i juni, da et flertal i Folketinget vedtog at skærpe straffen for tiggeri i Danmark.

Efter de nye lovstramninger trådte i kraft, er over 25 udenlandske hjemløse blevet udvist af Danmark, men står det til Dansk Folkeparti, så skal der gøres endnu mere for, at tiggere fra Østeuropa ikke sætter kurs mod landet. Det skriver Jyllands-Posten.

Derfor opfordrer partiet nu til, at Danmark indrykker annoncer i aviser i Rumænien - annoncer som skal oplyse de nye, hårdere straffe til personer, som overvejer at tage turen til Danmark.

Som led i de nye stramninger kan tiggeri nu kan straffes med 14 dages fængsel allerede ved første tilfælde, og netop disse nye regler bør udbredes til Rumænien og Østeuropa, fortæller Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- Så kan vi forklare, at vi har strammet op over for udenlandske hjemløse. Alle er enige om, at de udenlandske tiggere er uønskede, og det kan de så få at vide i annoncerne, forklarer han og fortsætter:

- Så behøver de ikke bruge ressourcer på at tage til Danmark. Så kan de jo så tage et andet sted hen og tjene til dagen og vejen, siger Martin Henriksen i en interview til Radio24syv.

Næste skridt bliver, at forslaget skal havne på justitsminister, Søren Pape Poulsens (K), bord.

Den ønskede skræmmekampagne minder om de annoncer, som udlændingeminister Inger Støjberg (V) i 2015 indrykkede i libanesiske aviser for at udbrede budskabet om, at Danmark havde skærpet reglerne for familiesammenføring.

Læs også: Udenlandske hjemløse truer med at klage over Danmark efter stramninger: 'Vi har det ikke godt'