DMI: Så længe går der før, at vi rammer +20 grader igen

Skrevet af Henrik R

25/05/2019
Vi skal desværre gennem en masse dage med lettere kedeligt vejr, før vi igen bliver mødt af 'sommervejret' med mere end 20 grader i luften.

Dagens topnyheder

I april ramte vi en stime med rigtig godt vejr, hvor der flere dage i streg var over 20 grader, og hvor det rent faktisk var muligt at tage en tur på stranden, eller bare bevæge sig rundt i shorts og t-shirt uden problemer.

Siden da har det været begrænset med det gode vejr, og temperaturen har kun været lige omkring det 20 grader et par gange siden. Skyer er også trukket ind over Danmark, og soltimerne har der været færre af end ønsket, og desværre ser det ud til, at vi skal vente et stykke tid endnu på det gode vejr, selvom vi efterhånden er ved at nærme os juni.

I weekenden og den kommende uge, peger vejrudsigten på, at vi kun får dage, hvor det maksimalt går hen og bliver 17 grader. Vejret bliver også ret ustadigt, hvor det vil blive præget af skyer og regn, mens solen vil titte frem af og til.

DMI skriver, at der vil dannes lavtryk over Nordsøområdet og Danmark, og det vil på denne årstid give nogle ret våde fronter og stødende vinde. Lavtrykkene trækker også koldere luft ned over Danmark, og derfor vil uge 22 bliver køligere end normal. DMI meddeler, at der vil være dagstemperaturer nede omkring 12 til 15 grader.

Men så kommer solen

Når uge 22 til gengæld er tilbagelagt, vil solen langsomt begynde at komme frem, og det betyder også, at temperaturen vil stige. DMI skriver, at vejret stabiliseres med et højere tryk over Nord- og Østeuropa, hvilket giver mere roligt og solrigt vejr i Danmark.

Den gennemsnitlige dagstemperatur vil ligge på 15-20 grader i uge 23, men de skriver også, at der vil være mulighed for, at varme fra syd trækker ind over Danmark, og det vil altså give temperaturer i løbet af dagen på mere end 20 grader. Prognosen peger på, at der vil komme lidt mere solskin i uge 23 end normalt, og dermed bør der også være lidt mindre nedbør, end der plejer at være.

I uge 24 vil vejret fra uge 23 fortsætter, men prognosen i øjeblikket peger på, at vejret vil blive lidt mere stabilt. Derfor kunne det altså tyde på, at vi vil få et mildt sommervejr med mindre nedbør end der plejer, og med en anelse højere temperaturer i årets første sommermåned.