Fjern batterierne fra din dørklokke: 7.000 Jehovas Vidner besøger Danmark

Skrevet af Henrik R

02/07/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Senere på denne måned afholdes der et stort Jehovas Vidner-stævne, hvilket betyder, at der kommer hele 7.000 udenlandske troende til Danmark. Det betyder også, at du kan få et ekstra uventet besøg eller to.

Mest læste i dag

Hvis du bestiller take-away eller venter på en særlig pakke i perioden den 19-21. juli, så skal du være opmærksom på, at du kan få en rigtig stor skuffelse.

I Danmark bliver der nemlig afholdt et stort Jehovas Vidner-stævne af international karakter, som bliver afviklet i Brøndby. Ifølge Ekstra Bladet der har fået en besked fra en Nationen!-bruger, så vil der komme helt op mod 7.000 udenlandske Jehovas Vidner-troende, som deltager i stævnet.

Disse troende har ikke blot planer om at hygge sig til stævnet, de skal nemlig også rundt og stemme dørklokke og ringe på døre, så de kan sprede budskabet.

Det er lige netop i den forbindelse, at den 82-årige Bente C valgte at kontakte Nationen! på Ekstra Bladet. Hun vil nemlig gerne opfordre til, at danskerne giver de mange rejsende fra de 16 forskellige lande en god oplevelse og lytter på det, som de siger.

“Min opfordring til danskerne er: lad nu vær med at smæk døren i, hvis et vidne ringer på døren. Hør nu, hvad de fortæller, for det er altså ordentlige mennesker, der hverken ryger eller drikker,” fortæller Bente i sin besked til Nationen!

Seks års fængsel for at være Jehovas Vidner

Bente ønsker, at de delegerede fra udlandet skal mærke, hvor varme og rare danskerne er. Der er nemlig langt fra alle lande, hvor der er religionsfrihed som i Danmark, og det fik en dansker blandt andet at mærke i Rusland tidligere på året.

Dennis Christensen har boet i Rusland siden 1995, men den 6. februar i år blev han dømt til seks års fængsel på grund af sin religiøse tro, Jehovas Vidner.

I 2017 valgte den russiske højesteret at forbyde trossamfundet Jehovas Vidner, da de satte det i samme bås med nynazister og terrorsympatisører. En måned efter lovgivningen blev Dennis Christensen anholdt i forbindelse med en bibellæsning, og han blev fængslet på baggrund af at udøve religiøs ekstremisme.

Han havde allerede siddet fængslet i 600 dage, inden han fik sin endelig dom tilbage i februar. Hos Amnesty Danmark udtalte deres generalsekretær i forbindelse med fængselsdommen, at Dennis Christensen ikke havde begået en forbrydelse, og at de fængslede ham for at udøve sin religiøse frihed.

I Danmark skal man ikke frygte for at komme i fængsel for sin tro, men til gengæld ser rigtig mange skævt til Jehovas Vidner-troende, da de er opsøgende i deres ‘rekruttering’.