Nina i chok: 'Har folk ingen pli?'

Skrevet af Henrik R

14/04/2021
Privatfoto: Nina
Privatfoto: Nina
Nina fra Vejle var i chok over den hændelse der fandt sted, da hun var i gang med at træne på en forhindringsbane i Vejle.

Dagens topnyheder

Da Nina Bjerrum Birk fra Vejle tirsdag aften var taget ned til en forhindringsbane ved det lokale gymnasium for at træne, fik hun desværre en rigtig dårlig oplevelse.

I starten gik alt dog som det skulle, og Nina havde løbet flere omgange rundt om banen, inden hun begyndte at få det varmt, og derfor smed sin vindtætte træningsjakke samt sin drikkedunk ved siden af banen.

Derefter løb Nina endnu en omgang, men da hun kom tilbage igen, var hendes jakke pludselig forsvundet.

“Jeg var ude og træne på Rosborgs forhindringsbane her til aften og løber flere omgange. Jeg får det varmt og ligger min fine vindtætte træningsjakke ud til siden, sammen med drikkedunk. Jeg når at løbe én omgang og så er den VÆK,” lyder det fra Nina i et opslag på facebooksiden Facebook Vejle.

Der hvor Nina peger hen, havde hun smidt sin jakke og drikkedunk. Privatfoto: Nina Bjerrum Birk

En børnefamilie havde samlet den op

Nina beskriver derefter, at hun så et par, som fortalte, at de havde set en børnefamilie komme gående, og familien havde samlet jakken op.

Nina spurtede efter familien, og tænkte, at de sikkert havde taget jakken i en venlig tanke, og sikkert ville lægge den i en glemmekasse eller på et nærliggende halvtag.

Det var dog ikke det, der var tilfældet.

Da Nina indhentede familien blev hun dog chokeret. Moren havde nemlig ingen positive intentioner om at lægge jakken et sikkert sted, hun havde i stedet taget jakken på. Det fortæller Nina, da Dagens.dk fanger hende over telefonen.

“Efter jeg har spurtet de 200 meter, vender hun sig om, og her står hun med en dynejakke på. Jeg spørger dem, om de tilfældigvis har set min blå jakke, og i det jeg spørger om det, forsøger hun at lyne sin dynejakke op, og der kan jeg se min blå jakke indenunder,” lyder det fra Nina, der fortsætter:

“Så inden hun når at svare, siger jeg ‘Hov, det er vist min jakke, du har på’, derefter kommer der akavet stilhed, indtil hun koldt svarer ‘Jamen jeg frøs, jeg har fundet den’” siger Nina, hvorefter manden begyndte at hidse sig op.

“Du kan bare lade være med at lade den ligge” sagde han til Nina, hvor hun efterfølgende følte, at hun pludselig skulle til at forsvare, at hun ville have sin jakke igen.

Dette var den famøse blå jakke, som Nina fik stjålet. Privatfoto: Nina

Havde hilst på dem kort forinden

Det lykkedes dog Nina at få sin jakke igen. Hun fik modvilligt kvinden til at tage jakken af, som hun smed på jorden foran Nina. Det skete alt imens, at parrets lille barn stod ved siden af, og ikke anede hvad der skete.

Kort før Nina fik stjålet sin jakke, havde hun faktisk hilst på børnefamilien, da de trådte ind på pladsen.

“Jeg havde lige hilst på dem ganske få minutter før, da de kom ind på pladsen. De så mig stå ved en høj mur, som jeg skulle over, og der var jeg nok et lille minuts tid, og det er så der, de har kunne få lov at løbe af sted med min jakke,” fortæller Nina.

Den var stadig varm og svedig

Da vi taler med Nina er hun kommet sig over episoden, som hun føler er tragikomisk. Hun har stadig svært ved at forstå, hvorfor kvinden tog hendes H&M-jakke, der ikke er specielt meget værd, og hun har endnu svære ved at forstå, hvorfor kvinden ville iføre sig jakken.

“Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg kiggede faktisk i skraldespanden, før jeg løb hen til dem, da det for mig ville give mere mening, at de havde smidt den ud, end at hun havde taget den på. Den var stadigvæk varm og svedig efter min træning,” fortæller Nina.

Efter episoden lagde Nina et opslag ud på Facebooksiden, Facebook Vejle, hvor hun fortalte om den bizarre episode. Først var hun dog i tvivl om, hvorvidt det bare var hende, der overreagerede, men efter at have læst de mange kommentarer og reaktioner, er hun blevet bekræftet i, at det ikke var en overreaktion.

Privatfoto: Nina

På trods af den negative oplevelse, vil hun dog stadigvæk smide sin jakke, hvis hun får det varmt under en træning.

“Ja, det vil jeg faktisk. Jeg vil have ret til at løbe frem og tilbage på en bane, som er offentligt tilgængelig. Nu vil jeg dog nok løbe banen lidt hurtigere, så jeg kan nå tilbage. Så det vil jeg nok være obs på,” lyder det med et grin fra Nina.

Hun fortæller til slut, at opslaget også er en advarsel til de borgere i Vejle, der kunne finde på at træne ved forhindringsbanen.