Ren Hollywood: Ung mand udgav sig for at være læge på dansk hospital

Skrevet af Henrik R

17/10/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En blot 19-årig mand udgav sig for at være lægestuderende på Hvidovre Hospital, og det lykkedes ham at påtage sig flere vagter på hospitalet.

Mest læste i dag

Det er som taget ud af en Hollywood-film, da en ung dansk mand påtog sig flere vagter på Hvidovre Hospital, selvom han slet ikke var læge.

Politiet har sigtet en blot 19-årig mand, der har udgivet sig for at være lægestuderende på Hvidovre Hospital, og det lykkedes ham derfor at blive tildelt flere vagter på hospitalet.

Det lyder næsten som blottet til den populære amerikanske film, ‘Catch me if you can’ med en ung Leonardo DiCaprio i hovedrollen som Frank W. Abagnale, der succesfuldt udgiver sig for både at være pilot, advokat og læge.

Det kan være den film, der har inspireret den 19-årige mand, men modsat Frank W. Abagnale, så havde den 19-årige ikke ligeså stor succes. Han blev nemlig opdaget og politianmeldt.

“Det er korrekt, at Hvidovre Hospital har politianmeldt en person, som har givet sig ud for at være lægestuderende uden at være i noget uddannelsesforløb hos os. Vi er i gang med at undersøge forløbet grundigt for at sikre, det ikke sker igen,” lyder det i en skrivelse som B.T har modtaget fra Amager og Hvidovre Hospitals HR-chef, Morten Willas Lund.

Ikke afhørt endnu

HR-chefen har ikke ønsket at uddybe, hvor længe den unge mand udgav sig for at være lægestuderende på hospitalet, og det ønsker politiet heller ikke, da B.T kontaktede dem, for at få bekræftet historien.

De fortæller dog, at der er tale om flere vagter, og at de mistænker en 19-årig mand i sagen, som de dog endnu ikke har afhørt. Derfor vides det altså heller ikke, hvad motivet har været for den 19-årige, eller hvor længe han har udgivet sig for at være lægestuderende på hospitalet.

Anmeldelsen til politiet fandt sted den 29. september.