Det danske herrelandshold måtte ikke bare se sig slået af Sverige i Royal Arena i weekenden. De måtte også vinke farvel til en af sine mest rutinerede bagspillere – og det for lang tid.
Jacob Holm har nemlig revet sin akillessene over. Det bekræftede han selv onsdag aften, hvor han samtidig meddelte, at operationen er gennemført.
“Det var desværre som frygtet… en overrevet akillessene, og der venter nu en længere skadespause for mit vedkommende. Jeg er blevet opereret i dag, og alt gik, som det skulle. Tusind tak for alle beskeder og tanker – det varmer,” skrev Holm på Instagram.
Lang pause venter
Skaden sætter et brat punktum for hans sæson – og betyder sandsynligvis også, at han ikke er klar, når Stefan Madsen overtager som cheftræner i Paris Saint-Germain til sommer. Netop samarbejdet med Madsen var ellers en vigtig grund til, at Holm for nylig valgte at blive i klubben.
“Efter at have snakket med Stefan har jeg besluttet mig for at blive. Han synes, jeg skal blive, og det var altafgørende for mit valg. Jeg håber, det kommer til at bære frugt i næste sæson, så jeg får mulighed for at bevise, at jeg har fortjent mere spilletid,” udtalte han i sidste uge til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
Efter to sæsoner i den franske storklub har Holm haft svært ved at spille sig fast ind i startopstillingen, men med skiftet i trænerstaben håbede han på en frisk start. Den plan bliver nu udskudt med måneder, da en overrevet akillessene typisk betyder seks til tolv måneders pause fra topidræt.
Mens lægerne nu styrer forløbet fra operationsstue til genoptræning, må håndboldverdenen vente – og håbe – på et stærkt comeback.
DU kan læse hele Jacobs informative Instagram-opslag her: