En ellers glitrende karriere har fået en dramatisk ny drejning.
Lige nu læser andre
Den tidligere Vild med dans-deltager og ti-dobbelte verdensmester Ashli Rose Williamson står sammen med sin mand, Bjørn Bitsch, og de øvrige ejere af Borbjerg Mølle Kro tiltalt for omfattende bedrageri med corona-kompensation.
Ifølge anklageskriftet, som SE og HØR har fået indsigt i, drejer sagen sig om et beløb på over 900.000 kroner.
Mistænkt for falske oplysninger
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi mener, at kroens fire ejere i februar 2021 indsendte en ansøgning til Erhvervsstyrelsen om kompensation for aflyste arrangementer i 2020, blandt andet påske- og pinseevents.
Politiet vurderer, at der blev givet urigtige oplysninger i ansøgningen, som derfor aldrig førte til nogen udbetaling.
Erhvervsstyrelsen anmeldte efterfølgende forholdet til politiet, hvilket satte gang i efterforskningen.
Læs også
Tiltale om dokumentfalsk
Sagen stopper ikke ved bedragerianklagen. Ifølge anklageskriftet er ejerne også tiltalt for dokumentfalsk af særlig grov karakter.
Anklagemyndigheden mener, at der blev indsendt fire falske dokumenter som led i kompensationsansøgningen. Det drejer sig blandt andet om en falsk faktura på lægning af trægulv og ændrede oplysninger i e-mailkorrespondancer.
På den baggrund nedlægger anklagemyndigheden påstand om fængselsstraf og tillægsbøder til de tiltalte.
Kroen brændte ned fem måneder senere
Borbjerg Mølle Kro, som Williamson og Bitsch overtog som en del af deres nye tilværelse som kroejere, brændte ned natten til 12. juli 2021.
Politiet konkluderede, at branden formentlig var påsat, men sagen er stadig uopklaret.
Læs også
Efterforskningen blev oprindelig indstillet i 2022, men sagen blev senere overdraget til anklagemyndigheden, som nu ikke ønsker at kommentere yderligere, da kroens ejere aktuelt er tiltalt i bedragerisagen.
Afviser at udtale sig
SE og HØR har været i kontakt med Ashli Williamson, som henviser til sin advokat.
Hverken hun, Bjørn Bitsch eller advokaterne for de øvrige tiltalte ønsker at kommentere sagen før retssagen.
Fra dansegulv til kroejere
Ashli Williamson og Bjørn Bitsch hører til blandt historiens mest vindende dansepar med ti VM-titler på CV’et.
Parret afsluttede deres professionelle karriere i 2019 og optrådte året inden for daværende kronprins Frederik ved genåbningen af KB Hallen.
Læs også
I dag driver de Knudstrup Kro, mens retssagen om Borbjerg Mølle Kro venter i Retten i Holstebro senere i december.