Danskere vil have personlige begravelser

PA

379 uger siden

|

13/07/2017
Specielle og personlige sangvalg, kister og gravsten efterspørges særligt, når danskerne skal begraves.

Dagens topnyheder

Når en person har sagt farvel til livet, skal begravelsen afspejle personligheden og det liv, som vedkommende har levet.

Den opfattelse deler mange danskere, som i stigende grad efterspørger personlige og unikke begravelser, fortæller bedemænd rundt omkring i landet.

For eksempel skal afdøde iklædes deres yndlingstøj, bårebuketterne skal have særlige blomster, og rustvognen skal køre gennem steder, som den afdøde har haft et forhold til.

 

Bedemænd arrangerer begravelserne

Når en person går bort, rækker de pårørende som det første ud til en bedemand. Det er bedemanden, der står for alt det praktiske i forbindelse med et dødsfald – det kan være alt fra papirarbejde til bisættelse.

En af de bedemænd, der oplever tendensen til de mere personlige begravelser til hverdag, er Gaardhøje Begravelsesforretning i Holstebro.

Her fortæller de, at de i stigende grad efterkommer ønsker om individuelle og unikke begravelser.

”Vi tager hensyn til de helt individuelle ønsker. Det er ofte familiernes måde til at vise de efterladte værdighed og respekt,” siger Hartvig Gaardhøje, der er bedemand og indehaver af Gaardhøje Begravelsesforretning.

 

Det individualiserede samfund

Flere sociologer peger på, at det er vores samfunds høje fokus på individet, der giver anledning til de personlige begravelser.

Særligt de sociale medier med selvfremstilling og selfies bidrager til at stort fokus på enkeltpersoner og individet.

Det har tidligere betydet mere personlige og unikke bryllupper og barnedåb, men nu kommer tendensen altså også til udtryk til begravelserne.

Ifølge Hartvig Gaardhøje gør det bedemandens rolle endnu mere vigtig i forbindelse med et begravelsesforløb.

”Uanset om afslutningen skal være traditionel eller utraditionel, er det bedemandens opgave at være en rolig klippe i det uendelige hav af muligheder,” siger han.