Forside Livsstil Spiser du meget protein? Nyt studie viser, at det i...

Spiser du meget protein? Nyt studie viser, at det i værste fald kan forkorte din levetid

Protein powder
Brian A Jackson / Shutterstockc.om

Protein er blevet synonym med sundhed, men nu peger forskning på en alvorlig bagside.

Proteinbarer, proteinshakes og produkter med ekstra protein fylder efterhånden godt på supermarkedernes hylder.

For mange er protein blevet tæt forbundet med en sund livsstil, stærkere muskler og bedre træningsresultater. Den store proteinbølge har dog muligvis også en bagside.

Et nyt omfattende videnskabeligt review peger nemlig på, at mere protein ikke nødvendigvis er bedre.

Tværtimod tyder forskningen på, at et meget højt indtag gennem længere tid kan være forbundet med dårligere sundhed og i sidste ende en kortere levetid.

Mere er ikke altid bedre

Forskerne har gennemgået mere end 350 tidligere studier om sammenhængen mellem protein, aldring og levetid.

Konklusionen udfordrer den udbredte opfattelse af, at man med fordel bør få så meget protein som muligt.

Studier på blandt andet forsøgsdyr viser, at en begrænsning af protein kan forlænge levetiden og forbedre en række markører for sund aldring.

Forskningen peger blandt andet på forbedret stofskifte, mindre cellulær aldring og ændringer i kroppens signalveje for næringsstoffer.

Aldringsforsker ved Københavns Universitet Morten Scheibye-Knudsen forklarer til TV 2, at et højt proteinindtag over lang tid kan stimulere cellevæksten.

Det er blandt andet den mekanisme, der hjælper musklerne med at vokse.

Problemet er, at konstant stimulering af vækst ifølge forskeren potentielt kan have en bagside og blandt andet være forbundet med en øget risiko for sygdomme som kræft og muligvis hjerte-kar-sygdomme.

Det skriver TV2.

Gælder ikke nødvendigvis alle

Det betyder dog ikke, at danskerne skal begynde at undgå protein.

Forskerne bag det nye review understreger, at det optimale proteinindtag fortsat er uklart, og at behovet kan variere betydeligt fra person til person.

Ældre mennesker kan eksempelvis have behov for mere protein for at modvirke tab af muskelmasse, mens gravide, børn, personer med lavt kalorieindtag og mennesker, der kommer sig efter skader, også kan have særlige behov.

Fysisk aktive personer kan ligeledes have et større proteinbehov.

Der mangler samtidig et helt afgørende svar.

Selvom forsøg på dyr har vist en sammenhæng mellem proteinindtag og levetid, ved forskerne endnu ikke, hvilken effekt et højt proteinindtag gennem et helt liv har på menneskers levetid.

Det nye review giver derfor ikke anledning til at droppe proteinerne. Til gengæld udfordrer det tanken om, at ekstra protein automatisk er lig med ekstra sundhed.

Ads by MGDK