Laurids Gjelstrup
Får du lyst til at gøre det samme?
Når man skærer til benet, kan hverdagsmad ende som sundhedseksperiment.
En amerikansk kvinde med irritabel tyktarm besluttede sig for at tage tyren ved hornene og spise et råt fed hvidløg dagligt i en måned, og forandringerne lod ikke vente på sig.
Efter en indledende periode med uro i mave-tarmkanalen faldt generne til ro, og billedet blev mere nuanceret.
Hudens udseende tog et spring i den rigtige retning, og hormonel akne trak sig tilbage. Resultatet blev endda beskrevet som “glasagtig hud”.
Det skriver Smlpc
Forløbet var omhyggeligt tilrettelagt. Kvinden, der i flere år havde fulgt en lav-FODMAP-diæt og normalt styrede uden om hvidløg, registrerede ændringerne trin for trin.
Feddene blev typisk blandet i rå pesto for at bevare de bioaktive forbindelser, og erfaringerne blev holdt op mod velkendte advarsler om, at rå hvidløg kan give oppustethed, luft i maven og sure opstød hos følsomme.
Den videnskabelige litteratur peger på antimikrobielle og antiinflammatoriske egenskaber, men forskere understreger, at reaktioner varierer fra person til person, og at kontrollerede studier er nødvendige for at konkludere noget endeligt om hudens respons.
Bagsiden af medaljen
Bagsiden af medaljen stak dog hovedet frem. Svovlforbindelser, der forbindes med allicin og andre komponenter, satte deres spor, og åndeproblemer blev ved.
“Den mest vedvarende bivirkning var dårlig ånde, som fortsatte på trods af tandbørstning og varede indtil næste morgen.”
Samtidig rummer hvidløg præbiotiske fibre, som kan støtte gavnlige tarmbakterier, og det kan være en brik i forklaringen på, at mavegenerne aftog hen mod månedens afslutning.
Tolkningen kræver snusfornuft. Kvinden erkendte, at samtidige livsstilsændringer kan have påvirket udfaldet, og det efterlader et åbent spørgsmål til alle, der overvejer samme kur.
Potentialet i antimikrobielle og antiinflammatoriske stoffer er interessant, hudens løft er iøjnefaldende, men sporet af svovl i morgenstunden minder om, at hvidløg ikke er et universalmiddel, og at balancen mellem gevinst og gene må vurderes fra person til person.
