1. divisions bundprop skiller sig af med træneren

Skrevet af admin

08/04/2015

Mest læste i dag

Brønshøj Boldklub har 10 kampe til at redde eksistensen i den næstbedste fodboldrække, men det bliver ikke med den hidtidige træner, Carit Falch, ved roret.

Efter en foreløbig skuffende sæson har Brønshøj og Falch valgt at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

- Klubbens ledelse og jeg vil to forskellige veje med holdet. Derfor er den naturlige beslutning for mig at stoppe, mens legen er god, siger Carit Falch til Brønshøjs hjemmeside.

- Jeg føler, at jeg efterlader holdet i en position, hvor det stadig har en chance for at overleve i 1. division med en anden træner ved roret, mener Falch.

Han tiltrådte forud for denne sæson som afløser for Bo Henriksen, men resultaterne har ikke været som håbet.

"Hvepsene" befinder sig på sidstepladsen i den næstbedste række med blot 19 point efter 23 kampe.

Klubben meddeler, at ledelsen arbejder på at finde en ny træner og permanent løsning. Foreløbig varetages træningen af assistenttræner Poul Olesen, fysisk træner Casper Skovgaard og sportschef Thomas Ibsen.

Brønshøj skal i aktion næste gang på lørdag, hvor holdet tager imod FC Roskilde.

/ritzau/