10.-plads bekymrer ikke Ove Pedersen

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Før Esbjerg kom på besøg i Odense så hjemmebanestatistikken fornuftig ud for fynboerne, der ikke havde tabt på eget græs i seks kampe - lige så lang tid som Ove Pedersen har stået i spidsen for OB.

Den fine statistik fik vestjyderne dog lavet ødelagt, da de fredag aften slog OB med 2-0.

Selvom Esbjerg med sejren kravler forbi OB i tabellen, er cheftræner Ove Pedersen ikke beklemt ved positionen på 10.-pladsen i Alka Superligaen.

- Jeg er ikke bekymret. Vi leverede en ok præstation i anden halvleg uden, at det var prangende. Men vi skal nok få det hele til at køre igen.

- Vi var ikke gode angrebsmæssigt. Vi var i det hele taget ikke gode i første halvleg, men i anden halvleg var der takter til noget bedre, siger Ove Pedersen.

Fynboernes offensiv-profil Emil Larsen blev pillet ud efter 67 minutters spil. Ifølge OB-træneren var det en direkte konsekvens af manglende skarphed foran Esbjerg-målet.

- Jeg kunne se, at Emil Larsen manglede selvtillid. Han havde en stor mulighed, han skulle have scoret på, og så tror jeg, vi havde set en helt anden Emil Larsen resten af kampen, siger Ove Pedersen.

Selv peger Emil Larsen på fynboernes organisation som medvirkende årsag til en halvskidt OB-præstation.

- Organisationen var ikke god nok. De sad på kampen efter deres første scoring, så det er en fortjent sejr, synes jeg.

- Hvis vi havde scoret på vores chancer, selvom de ikke var store, havde kampen set meget anderledes ud, siger Emil Larsen.

OB tager efter landskampspausen mod nedrykningskandidaterne fra FC Vestsjælland hjemme på Tre-For Park i næste spillerunde. I øjeblikket adskiller 10 point de to hold på hver sin side af nedrykningsstregen.

/ritzau/