22 fædre kræves straffet for at huse børn ulovligt

Skrevet af admin

13/02/2015

Mest læste i dag

Udlændingestyrelsen har politianmeldt 22 fædre for at have "bistået en udlænding med ulovligt ophold", skriver Politiken lørdag.

Det sker et år efter, at Folketinget vedtog, at en stor gruppe unge kunne blive i Danmark, selv om de har boet her ulovligt og egentlig skulle rejse ud.

Med afsæt i den tyrkiske gymnasieelev Songül Yüksel fra Køge, der blev ikon for hele sagen i medierne for præcis et år siden, valgte et flertal af politikerne i Folketinget at se gennem fingre med, at en gruppe børn og unge havde opholdt sig ulovligt i Danmark.

Den nye skræddersyede lov slog en streg over deres status som illegale og påstanden om, at de var svære at integrere, fordi de var kommet til Danmark efter flere år i hjemlandet.

Politikerne anerkendte, at de unge efterhånden var blevet danske og var velintegrerede.

Men i disse uger og måneder slår udlændingemyndighederne ned på den samme gruppe. Der er en strafferamme fra bøder og op til seks måneders fængsel.

Souschef i Udlændingestyrelsen Øzlem Gencay Akar slår i en mail til Politiken fast, at et ulovligt ophold ikke lovliggøres af en efterfølgende opholdstilladelse.

- Det er anklagemyndigheden, som tager stilling til, om der skal rejses tiltale, og domstolene, som vurderer, om der er grundlag for at idømme en straf. Derfor overdrager vi sådanne sager om lovovertrædelser til anklagemyndigheden med en politianmeldelse, siger hun til Politiken.

Selv om professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard mener, at det kan virke bagvendt og urimeligt at politianmelde forældrene, er Udlændingestyrelsens fremgangsmåde reel nok.

- Der er jo ingen tvivl om, at det var ulovligt og strafbart at bistå nogen med ulovligt at opholde sig her i landet.

- Og det er jo ikke blevet hverken mere eller mindre strafbart som følge af særloven, der ikke blev vedtaget for forældrenes, men for de pågældende børns skyld, siger Jørn Vestergaard til Politiken.

/ritzau/