2400 OW Bunker-aktionærer gør klar til erstatningssag

Skrevet af admin

04/02/2015

Dagens topnyheder

Olieselskabet OW Bunkers børsflop har givet aktionærerne blod på tanden med hensyn til at få erstatning.

På blot en uge har 2400 aktionærer betalt tilmeldingsgebyr til Foreningen OW Bunker-Investor, der skal undersøge skandalen om olieselskabets konkurs og rejse en erstatningssag. Det skriver finanswatch.dk.

Formanden for Dansk Aktionærforening Niels Mengel oplyser, at de 2400 aktionærer repræsenterer et samlet tab på 210 millioner kroner.

- Jeg oplever, at aktionærerne er villige til at kæmpe for en erstatningssag. Med den fremgang, vi har set indtil nu, er vi ret overbeviste om, at vi nok skal komme godt derop ad. Det er gættet på nuværende tidspunkt, siger Niels Mengel til Finanswatch.

En præcis tidshorisont for, hvornår en retssag går i gang, kan Niels Mengel på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om.

Knap tre måneder efter OW Bunkers konkurs er det for tidligt at spå om, da der hele tiden kommer nye forhold frem, og der stadig undersøges, hvad der rent faktisk er foregået.

- Vores advokater er i gang med en tilbundsgående undersøgelse af, hvor der er mulighed for sagsanlæg. Den slags tager tid. Men hellere lave et godt forarbejde og så få et ordentligt resultat end det modsatte, siger Niels mengel til finanswatch.dk.

Det nu krakkede OW Bunker, der handlede med brændstof til skibe, havde hovedsæde i Nørresundby, og gik konkurs den 7. november sidste år efter to nedjusteringer og en påstået svindelsag. OW kollapsede med et tab på 1,6 milliarder kroner.

Det skete kun syv måneder efter, at selskabet fik en forrygende debut på fondsbørsen. Omkring 20.000 privatpersoner udnytter børsnoteringen til at købe OW Bunker-aktier.

Også 25 pensionsselskaber og andre institutionelle investorer har lidt store tab, og overvejer sagsanlæg med et krav på 803 millioner kroner mod OW Bunkers ledelse, bestyrelse og kapitalfonden Altor, der ejede OW Bunker indtil børsnoteringen.

/ritzau/