30-årig mand dømt til anbringelse for Saxenhøj-drab

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

En 30-årig mand er af Retten i Nykøbing Falster fredag blevet idømt en anbringelsesdom for dobbeltdrab samt forsøg på drab på forsorgshjemmet Saxenhøj sidste år.

Han skal anbringes på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland, også kendt som sikringen, hvor landets farligste sindslidende er placeret.

Det var 7. maj 2014, at den dengang 28-årige psykisk syge mand dræbte en 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver samt sårede en anden beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland.

Lægen mistede livet på stedet, mens socialrådgiveren døde af sine kvæstelser otte dage senere. Beboeren overlevede.

Manden har nægtet sig skyldig og forklarede ved den første retsdag tirsdag, at han handlede i nødværge.

/ritzau/