33-årig tager nøglen fra fuld bilist

Skrevet af admin

11/04/2014

Mest læste i dag

En 33-årig mand fra Rønnede forhindrede fredag eftermiddag en beruset mand i at sætte sig ind i sin bil og blive spritbilist. Han tog simpelthen nøglen fra ham og tilkaldte politiet.

- Det var godt arbejde, som fortjener al mulig ros, siger vagtchef Anders Mikkelsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 33-årige havde ved 15.30-tiden bemærket den stærkt berusede mand gå rundt i et supermarked på Vordingborgvej i Rønnede. Da manden bagefter satte sig ind i sin bil på parkeringspladsen, tog han nøglen fra ham, så han ikke kunne starte bilen.

Den berusede mand viste sig at være en 48-årig mand fra lokalområdet, der i forvejen var efterlyst, fordi han var udeblevet fra afsoning af en tidligere dom for spritkørsel.

Da den 48-årige blev anholdt, viste en pusteprøve en promille på over to. Men først en blodprøve kan afgøre, hvor meget manden havde drukket, siger vagtchefen.

Manden skal sove rusen ud i detentionen hos politiet og vil derefter blive overført til et fængsel, så han kan afsone sin spritdom.

/ritzau/