Forside Nyheder 36 personer indlagt efter brand på Langeland

36 personer indlagt efter brand på Langeland

36 personer indlagt efter brand på Langeland

Ingen af de personer, der blev indlagt efter at have inhaleret sundhedsskadelige gasser i forbindelse med en brand på Langeland, har taget alvorligt skade. Alle udskrives i løbet af tirsdagen.

Det oplyser TV2 Fyn.

Den skadelige røg og gas opstod, da der mandag aften gik ild i en lade ved Humble. Køerne blev reddet ud, men halmballer og kunstgødning brændte i forbindelse med branden.

Både lokale hjælpere og politi- og redningsfolk måtte efterfølgende indlægges på sygehuset med åndedrætsbesvær efter at have inhaleret nitrøse gasser fra NPK-gødning.

Gasserne kan hverken ses eller lugtes, og derfor opdagede ingen de sundhedsskadelige gasser. Først senere oplever man symptomerne som irritation i forbindelse med vejrtrækning.

I alt var 33 indlagt tirsdag morgen. Alle de 17, der var indlagt på Svendborg Sygehus, er atter udskrevet, oplyser tv-stationen.

De øvrige 16 er indlagt på Odense Universitet Sygehus, men ifølge ledende overlæge på fælles akutmodtagelsen, Michael Hansen-Nord, vil de alle blive udskrevet i løbet af dagen.

Lægerne råder dog fortsat folk, der har været til stede ved branden, og som oplever irritation, til at søge læge.

Branden på Tryggelev 70 i Humble blev opdaget klokken 17 mandag eftermiddag. Mange lokale kom tililende for at hjælpe med at redde malkekøerne.

/ritzau/

Ads by MGDK