39-årig fynbo truer sin nabo med skarpladt jagtgevær - fordi vedkommende slog græs

Skrevet af admin

12/05/2015

Mest læste i dag

Det kan være irriterende, når naboen slår græs, men ifølge politiet gik en 39-årig mand tirsdag langt over stregen, da han truede sin græsslående nabo med et jagtgevær.

Episoden fandt sted ved 11-tiden tirsdag formiddag på Kertemindevej i Ullerslev ved Nyborg.

- Her går en mand og slår græs i sin have, da naboen pludselig står i haven med et jagtgevær, fortæller Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Den 39-årige knækker geværet og viser sin nabo, at det er ladt.

- Det lykkedes naboen at tale ham til ro, hvorefter han forsvinder, siger vagtchefen.

Naboen ringer til politiet, og netop da en patruljevogn når frem, kører den 39-årige fra sit hjem.

- Patruljen kører efter ham, og det lykkedes at få ham standset uden yderligere dramatik, fortæller Hans Jørgen Larsen.

I bilen fandt politifolkene det skarpladte jagtgevær samt flere patroner. Manden blev anholdt og sigtet for trusler samt overtrædelse af våbenloven.

Desuden havde betjentene en mistanke om, at han kørte bil i spirituspåvirket tilstand - en mistanke, som en blodprøve nu skal be- eller afkræfte.

/ritzau/