3F: Hjælp til ledige skal ikke være social ydelse

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

Selv om 3F glæder sig over, at ledige får en kontantydelse, når de næste år mister deres arbejdsmarkedsydelse og falder helt ud af dagpengesystemet, foretrækker fagforbundet at hjælpe ledige i dagpengesystemet.

Det siger Eva Obdrup, som er forretningsfører i 3F's a-kasse. Regeringen, SF og Enhedslisten er ifølge flere medier blevet enige om en kontantydelse, der skal erstatte arbejdsmarkedsydelsen.

- Vi kan være lidt triste over, at kontantydelsen er en del af kontanthjælpssystemet. Det bliver socialpolitik. Man holder det ikke i arbejdsmarkedssystemet. Man kunne forlænge arbejdsmarkedsydelsen og tage højde for, at der kommer et nyt dagpengesystem, siger Eva Obdrup.

- Når dagpengekommissionen barsler med nogle anbefalinger, håber vi, at der skabes et stabilt og trygt dagpengesystem, så vi ikke havner i samme situation som i de seneste år.

I juli 2014 havde 10.500 3F'ere mistet deres dagpengeret. Nogle ledige har fået uddannelses- eller arbejdsmarkedsydelse. Dermed tegner 3F sig for godt hver fjerde af omkring 40.000 ramte ledige, vurderer Eva Obdrup.

Den nye kontantydelse er ligesom arbejdsmarkedsydelsen på 60 procent af dagpenge for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere.

Tal fra brancheorganisationen AK-Samvirke viser, at 23 procent af de ledige har haft behov for arbejdsmarkeds- eller uddannelsesydelse. Desuden har 10 procent savnet forsørgelse, forklarer hun.

- Man kan sige, at en tredjedel af dem, der har mistet retten til dagpenge, har haft brug for hjælp til at få en form for ydelse, påpeger Eva Obdrup.

Kommunerne udbetaler uddannelsesydelsen som en social ydelse til ledige, der ikke behøver være med i en a-kasse. Derimod blev arbejdsmarkedsydelsen lagt tilbage i a-kassen, da ydelsen blev forlænget, siger hun.

- Det havde været dejligt, hvis det havde været en forlængelse af arbejdsmarkedsydelsen, indtil vi forhåbentlig får et nyt og godt dagpengesystem, siger Eva Obdrup fra 3F's a-kasse.

A-kasserne i danmark er i øvrigt blevet mange, og det er ikke nemt at navigere rundt blandt dem, men på a-kasseguide.dk kan du nemt finde overblik og finde en a-kasse der dækker dit behov.

/ritzau/