43-årig fik et søm i hovedet - nu bliver han fyret

Skrevet af Ninna Andreasen

08/02/2015

Mest læste i dag

En 43-årig litauer fik onsdag et søm i hovedet. Ulykken skete på Stea Miljø mellem Hampen og Engesvang i Midtjylland.

Nu får manden en fyreseddel. Det skriver TV Midtvest.  

Sømmet ramte lige mellem de to hjernehalvdele ifølge projektleder hos Stea Miljø Kurt Fiskbæk. Havde det ramt blot få millimeter til den ene eller anden side, var manden højst sandsynligt død.

Ulykken skyldes formentlig, at manden havde slået sikkerhedsfunktionerne på maskinen fra. Derefter har robotten skudt ham med det 6,5 centimeter lange søm.

“Når han er rask og kommer tilbage på arbejde, så bliver han fyret. Det er ikke til diskussion. Han har brudt sikkerhedsreglerne, og det tolererer vi ikke,” siger Kurt Fiskbæk.

Manden blev i dag udskrevet fra neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital og overflyttet til en anden afdeling.

Han forventes at blive endeligt udskrevet på onsdag, hvor han efter afhøring hos politiet rejser hjem til Litauen sammen med sin familie.