45-årig odenseaner fængslet for at tæve med boldtræ

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

En 45-årig mand fra Odense er mandag blevet varetægtsfængslet for at have tævet sin kæreste gul og blå over det meste af kroppen med et baseballbat. Også en mand blev slået flere gange.

Manden er sigtet for grov vold. Han nægter sig skyldig og siger, at han ikke husker særlig meget af, hvad der skete, oplyser politiet. Han kærede imidlertid ikke fængslingen.

Volden skete lørdag aften i en havekoloni i Bolbro i det vestlige Odense.

Kvinden, der er 50 år og også fra Odense, henvendte sig fredag kort før klokken 22 på skadestuen og fortalte, at hun var blevet slået over det hele med et baseballbat.

- Vi tog derud og kunne konstatere, at det ikke var ikke nogen overdrivelse. Hun har virkelig fået tæsk, sagde vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi, søndag.

Ud over at have blodudtrædninger på det meste af kroppen har kvinden brækket en håndrodsknogle og et ribben. Desuden har hun blødninger omkring milten.

Politiet ledte lørdag aften efter den 45-årige mand. Det lykkedes ikke at finde ham, men derimod lykkedes det at finde gerningsvåbnet.

Søndag formiddag fik politiet held til at anholde den mistænkte gerningsmand.

I et grundlovsforhør mandag besluttede dommeren, at den 45-årige foreløbig skal sidde varetægtsfængslet til 19. august.

/ritzau/