47 personer dræbt ved flystyrt i Taiwan

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

Mindst 47 mennesker meldes omkommet i et flystyrt ved Penghu-øerne, der ligger vest for Taiwan. Det oplyser de lokale luftfartsmyndigheder ifølge Reuters.

Ifølge myndighederne styrtede flyet, et turbopropel ATR 72, ned tæt ved lufthavnens landingsbane på en af øerne.

- Det er helt kaotisk på stedet, fortæller direktør for luftfartsmyndighederne, Jean Shen, til Reuters.

Flystyrtet skete angiveligt, da flyet var ved at lave en nødlanding onsdag aften lokal tid.

Lokale medier oplyser, at det nedstyrtede fly er et indenrigsfly. Det havde 54 passagerer om bord og fire besætningsmedlemmer, fortæller luftfartsmyndighederne.

11 personer har angiveligt overlevet flystyrtet og er ifølge de lokale myndigheder blevet kørt på hospitalet.

Flyulykken skete på en af Penghu-øerne, der også går under navnet Pescadores.

Årsagen til styrtet er endnu ukendt, men området er plaget af uvejr på grund af tyfonen Matmo, der hærger regionen med kraftigt regnvejr og stærke vindstød.

Ifølge taiwannews.com havde flyet inden styrtet allerede forsøgt at lande én gang. Piloten afbrød dog landingen og anmodede om, at forsøge en gang mere. Kort efter mistede kontroltårnet ifølge taiwannews.com kontakten med flyet.

Flyet tilhører ifølge Reuters flyselskabet TransAsia Airways, der er et lokalt privat flyselskab i Taiwan.

Landets præsident Ma Ying-jeou siger i en udtalelse, at det er en meget sørgelig dag i den taiwanske luftfarts historie.

- Hele det taiwanske folk føler sorgen og vil yde støtte og assistance til de overlevende og ofrenes familier, siger Ma Ying-jeou.

Ud over onsdagens ulykke har TransAsia Airways haft otte ulykker siden 2002. Seks af dem har været med en ATR 72, der også styrtede ned onsdag ved Penghu-øerne.

Ud over sine indenrigsruter har TransAsia Airways også afgange til Kina, Japan, Singapore, Sydkorea og Vietnam.

/ritzau/Reuters