48-årig fængslet for at hærge banker ved Nørrebro-uro

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Dagen før sin 49 års fødselsdag blev en mand torsdag ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København varetægtsfængslet i 13 dage, sigtet for groft hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Politiet mener, at manden deltog, da en større demonstration på Nørrebro i København raserede gadebilledet den 8. august.

Demonstrationen gik under navnet "Reclaim the streets". Stribevis af butiksruder blev smadret, og politiet blev udsat for forskellige former for kasteskyts, blandt andet brandbomber og brosten.

Den 48-årige er i den forbindelse sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden og for to tilfælde af groft hærværk. Politiet mener, at han sammen med flere andre var med til at smadre to banker på Nørrebrogade.

Nogle dage efter urolighederne anholdt politiet 26 personer i forbindelse med sagen.

Af dem blev de to 17-årige drenge fremstillet i grundlovsforhør den 13. august, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle dem.

En uges tid senere - den 21. august - blev en 18-årig kvinde stillet for en dommer og fængslet.

Kvinden og de to drenge er siden blevet løsladt af en dommer i Københavns Byret.

- Retten har vurderet, at der ikke længere er en tilstrækkelig stor risiko for, at de sigtede kan påvirke efterforskningen og afstemme deres forklaring, som kan begrunde en fortsat fængsling, sagde advokaturchef Helle Just Krag fra politiets Station Bellahøj dengang til Ritzau.

De tre er dog fortsat sigtet i sagen.

/ritzau/